Grej/ Indretning

Tour de køkken – Prologen. Tanker, køkkenskabe, bordplade, hvidevarer og gulv.

23. juli 2018

For lidt over et år siden købte vi et rækkehus. Det var første gang vi skulle ud og eje noget større end min køkkengrejs og kogebogssamling. Forud for dette havde  vi mere end et års tid trevlet boligsiden og andre boligsider igennem. Det var som om alting ændrede sig da Alfred kom. Jeg er jo selvstændig og kræver en smule plads. Overraskende lidt – hvis jeg selv skal sige det. Alt for meget hvis du spørger Karen. Og så skulle Alfred have sit eget værelse på et tidspunkt. Og mon der ikke kom en lillebror eller søster på et tidspunkt. Ergo, vi skulle finde noget større til trods for vi havde Ørestadens bedste udsigt. Vi regnede først med at vi skulle bo i lejlighed, for vi gad ikke alt det udeværk. Men efter en sommerferie stod det helt klart, at vi skulle i et rækkehus. Første weekend hjemme fra ferien startede vi med at kigge på rækkehuse. Vi havde et rækkehus, som vi havde kigget på længe, men det lå ikke helt optimalt på kortet. Det lå nemlig lige i røven af den tværgående landingsbane ved lufthavnen. Vi var sikre på at vi ville blive rundbarberede af landingsstel. Men da vi alligevel skulle ud og se noget andet i den retning, kunne vi lige så godt få det ud af hovedet. Vi kom herud, der var fuglefløjt og ingen fly. Faktisk kunne vi slet ikke høre lufthavnen. Og ikke nok med at der var det hus, som vi havde kigget på på nettet, så var der også et andet hus til salg, som ikke havde ramt internettet endnu. Meget hurtigt fik vi booket fremvisning på begge. Fem dage efter første fremvisning var signaturerne sat på købskontrakterne. 1,5 måned senere havde vi nøglerne i hånden. Og ikke til det hus, som vi først havde set. Det andet. Og det var intet mindre end det perfekte hus for disse uhandy førstegangskøbere. Nye vinduer, nyere badeværelse og køkken, ny facade, nyt tag. Alle de der ting man virkeligt ikke gider bruge penge på. Der var lige den udfordring, at køkkenet bare slet ikke var stort nok til mig. Eller til de færreste overhovedet. Nedenfor kan I se mit samlede arbejdsplads på bordet. Her taler vi 103 cm. Der skal stå en flaske olie og en indkøbspose og alt pladsen er taget. Derudover har vi et par højskabe.

Vi har jo overlevet i et helt år nu, men det har altså været en pinsel fra tid til anden. Det lå klart i kortene, at der skulle et nyt køkken til. Men bedre at spendere et nyt køkken end alle de andre ting.

Vi håber rigtigt meget på at vi starter med installationen på det nye køkken i starten af næste måned. Og det bliver bare så ufatteligt godt. Det har været lidt en lang kamp at komme dertil, både i forhold til fra og tilvalg, timing og meget andet. Det kommer der lidt om nedenfor. 

Jeg er jo så utroligt heldig, at jeg har den her blog og det giver en masse muligheder for samarbejder. Jeg var også ude og tale med nogle om et samarbejde. Men der er jo ikke noget der hedder “gratis”. Så vi har valgt at sponsere os selv, hvis man forstår sådan en lille en. Jeg har faktisk kun samarbejdet omkring vask og armatur fra Blanco, men der for jeg helt og holdent lov til at vælge den vask, som jeg gerne ville have og købte selv armaturet til. Derudover har I jo lige læst om det der køleskab, som jeg lige har skrevet om. Der valgte jeg at gå ud og købe det bagefter. Jeg skulle jo egentlig bare “bringe nyheden”, men det inspirerede.

Tanker om køkkenet.

Vi har haft forskellige parter ude og tegne køkkener for os. Men helt ærligt, så har man vist dem noget, som man har overvejet og tegnet hos Ikea og så kunne de så vende tilbage  med mere eller mindre det samme, selvom man har bedt dem være kreative og finde på mere spændende løsninger. Så det kunne vi faktisk ikke bruge til så meget.

Reelt set vælger vi at inddrage det, som på plantegningen hedder spiseplads / alrum til køkken, så næsten halvdelen af vores stueetage blive til køkken. Ja ok, det bliver også mit kontor og for at sige det pænt, så vil Karen også gerne prøve at begrænse min “kulinariske indflydelse” dertil. Det der så er hurdlen ved lægge det ekstra plads til køkkenet er, at man så skal fjerne en radiator. I min blåøjethed, regnede jeg med at det sikkert ikke ville koste mere end nogle håndører at lægge gulvvarme. Jeg skulle blive klogere. Det skal lige siges, at vi har jo aldrig har haft fingrene i noget der bare tilnærmelsesvist ligner dette projekt. Men det er det der skal til, så det er også en kamel der skal sluges. Udfordringen er så også, at så kræver det lidt, at vi lægger nyt gulv i køkkenet.

Da jeg havde indset, at jeg i hvert fald ikke gad betale mange mange gange prisen for at nogle køkkenfolk bare tegnede af efter en Ikea-tegning, gik jeg selv til værks. Der har virkeligt været mange iterationer til tegningen, men vi har endeligt tilfredse. Så nu kører vi.

Det bliver sådan her:

Tanken er at vi jo satser benhårdt på bordplads. Det skal siges at mit meget begrænsede kontor så bliver der ved kontorstolen. Rummet er reelt også mere åbent end det ser ud til. Mellem min kontorplads og køleskabet er der åbning ind til stuen. Og vi kommer til at fjerne muren over døren og så ind mod ovnene, så der bliver åbent ud til gangen. Vi har verdens mindste entre, så måske giver det også lidt mere lys derude.

Vi får ikke hvidevarer fra Ikea, det har vi ret aktivt fravalgt, men de er lige på tegningen for at illustrere, hvor alting skal være.

Vi har valgt at købe Ikeaskabe, da det er et fantastisk udgangspunkt for et køkken. Der er så mange firmaer som efterhånden hacker det, så man kan købe et utal af forskellige fronter og skuffer til det, hvis man skulle blive træt af det vi køber. Vi har valgt en låge, som er i en lys egetræs finer med en lille kant på. Oprindeligt kunne vi godt tænke os at få noget farve ind i køkkenet. Jeg bliver jo altid lidt bange, hvis det bliver for pænt og ordentligt. Men så igen, hvad så hvis det bare er et lille modehik, som man lige har fået. Der er jo sikkert nogen som sidder med et køkken i enten kirsebærtræ eller højglans rødt og fortryder idag. Egetræet var et godt kompromis.

Opbygningen af køkkenet er benhårdt baseret på at få ret meget bordplads. Samtidig er de fleste installationer, der hvor de er idag. Så der skal ikke laves meget arbejde i den forbindelse. Vi flytter kogepladerne ind til væggen og bytter så reelt set om på opvaskemaskine og vask. Rygtet siger, at det skulle være ret godt at have opvaskemaskinen til højre for en, hvis man er højrehåndet. Jeg ved ikke om det passer. Her passede det bare bedre ind.

Min erfaring er lidt, at for høje skabe og overskabe ikke bliver udnyttet ordentligt, så vi holder det lidt på et minimum. I stedet for at vælge et højt skab til ovne, har vi valgt to skabe på 140cm, som man så får bordplade over. Her tanken at de køkkenmaskiner man bruger skal være. Skuffer giver bare meget mere effektiv plads end skabe, så vi har også skuffer så mange steder som overhovedet muligt. Ikea har skuffer i skufferne, som jeg er ret glad for, så pladsen rigtigt bliver optimeret. Jeg ville egentlig også gerne have haft skuffer i skraldeskabet, da jeg synes det er ret praktisk. Men vi skal på sigt også have Quooker derind, så ved ikke lige om pladsen er til det. Vi har sokkelskuffer i vores nuværende køkken og dem er vi faktisk helt vildt glade for, men det er bare ikke en mulighed hos Ikea, da soklerne kun er 8cm høje. Til gengæld får du så det mere skabsplads og derved mulighed for at sætte en ekstra skuffe ind i den. Jeg tror ikke vi kommer til at mangle det.

Gulv

Det har været nødvendigt at lægge et nyt gulv i køkkenet. Udfordringen bestod reelt i at vi skulle fjerne en radiationer og for vi ikke bare endte med en enkelt varmekilde i hele stueetagen, måtte vi have noget gulvvarme i spil. Gulvet i stuen er ved at være udtjent, men vi endte i en situationen hvor det virkede som en ret uoverskuelig opgave at både lægge nyt gulv i stue og køkken på en gang. Men hvis det så var trægulv, ville det heller ikke give mening at have to forskellige slags gulve.

Et kort øjeblik blev vi enige med os selv om, at det simpelthen var det nemmeste bare at få støbt et cementgulv i køkkenet og så polere det. Altså det var så indtil vi fandt ud af hvad det kostede. Og det faktisk at vi oftest skulle ikke have flere håndværkere i huset, da det krævede en gulvmand og en tømrer. Fordelen var at vi så kunne nøjes med at lave i køkkenet. Det der fik os tilbage på trægulvet er specielt to ting. 1) betongulv kan jo godt være lidt hårdt at gå på, specielt når man ynder at gå i bare tæer. 2) Den nok vigtigste grund. Prisen. Det vil koste os cirka det samme at få trægulv i både stue, gang og køkken, som det det koster (og måske sågar lidt mindre) at få new yorker gulver. Det må jeg jo så bare vente med til jeg får et fotostudie eller sådan noget, hvor det kan laves.

Vi skal have gulvvarme. Og taget i betragtning af at vi faktisk ikke har haft gang i den radiator som vi nedlægger, så overvejer vi elgulvvarme. Det er dyrere i brug, men meget billigere at lægge. Det er en reelt backup plan, hvis nu det hele fryser til. Men vi skal lige have de sidste tilbud hjem, før vi endeligt beslutter os.

Bordplade

I alle de tilbud vi har fået, har bordpladen faktisk udgjort den største post. Vi fik et tilbud, hvor vi skulle betale over 30.000 for den billigste laminatbordplade. Så meget havde jeg alligevel ikke regnet med at skulle af med. Så var der jo ikeamulighederne. De har jo faktisk to forskellige ting, som man kan vælge imellem. Den helt billige er hvor du får en bordplade, som du selv skærer til. Det kan du købe rigtigt mange steder. Der ville vi kunne nøjes med at bruge omkring 3500kr på bordplader. Og så den tilpassede, hvor vi så også skulle af med op imod 25000-27000kr. Der er en verden til forskel i de to. Der var ting som argumenterede for begge to, men vi besluttede os for at gøre noget helt andet.

Hos Timm Vladimirs Køkken har vi linoleums bordplader, som ligger ovenpå krydsfiner. Det kan man faktisk selv lave. Også uden at det er meget svært og uden at det faktisk koster en bondegår. Jeg regnede lidt på det og det ville stå os i cirka 6000 i materialer, hvis man skulle lave det vi skulle bruge. Men så fandt jeg faktisk også nogle færdige bordplader, som de lavede der hvor vi køber vores gulv. Altså i teorien betaler vi cirka 4000 for meget for det, men vi vælger at se det sådan, at vi så også betaler 4000 for at vi ikke pludseligt får luftbobler og marsvin under belægningen. Så er det ordentligt lavet. Men det er i hvert fald noget som man skal overveje, hvis man skal holde det lidt på budget.

De primære bevæggrunde for vi gjorde det var, at vi synes det er mega flot. Kommer det bag på nogen. Men også den at vi kan liste lidt farve ind på en diskret måde. Vi skal have en “smokey blue” linoleum på en birketræs krydsfinersplade. Det er denne farve. Og det er desværre ikke et sponseret link. Det der så er i overs af bordplader, skal skæres til hylder, som jeg hænger op med ikeas nye system, kungfors.

Hårde hvidevarer

Og nu til en af de store poster. Eller noget der i hvert fald kan være en stor post. Men jeg vil sige, at vi har været rigtig rigtig heldige i forhold til at finde disse ting over en periode. Vi har heldigvis også pladsen til at opbevare dem, så det er ikke det store problem.

Fra starten ville vi undgå så meget som muligt af Ikeas egne hvidevarer. Jeg har hørt lidt blandede ting omkring dem. Også positive, men jeg synes det trak i lidt den dårlige retning. Og det jo er en udskrivning, ville vi ikke tage chancen. Vi havde på forhånd regnet med at vi skulle nøjes med en opvaskemaskine og køleskab fra Ikea, da deres mål på sådan noget maskineri er lidt anderledes end det andet, men det slap vi i sidste øjeblik også udenom.

Det skal så også siges, at Ikea sikkert ikke er dårligt på nogen måde. Og har du ikke et eller andet åndsvagt kontrolbehov eller interesse i nørderi, så vil de også dække de flestes behov. Man kan få det meget meget billigt, men det var vist under alle omstændigheder ikke det vi var gået med. Og jeg synes også man kan matche deres dyreste hvidevarer med lidt held og brug af pricerunner. Skal du ud og købe det hele, kan man også opnå gode rabatter, hvis du samler købet et sted.

For mig er noget af det vigtigste i køkkenet ovnen. Indtil vi flyttede herud har jeg aldrig haft mere end en ovn og jeg har overlevet. Men det andet er jo også en rar luksus at have. Vi fandt et sindssygt godt tilbud i elgiganten på Electrolux hvidevarer i januar eller februar og så slog vi til. Vi fik både kogeplade og to ovne for samlet 14000 kroner.

Nu har vi en normal varmluftovn og en lille kombiovn, som kan det samme men også har mikrobølgeovn. De står ovenpå hinanden i et skab. Det er meget fint. Jeg bruger faktisk mest den midste, fordi den varmer hurtigt op. Men i hvert fald blev det klart at jeg skulle have to ovne igen. Men så undersøgte jeg sagen ret meget og jeg synes man betaler ret meget for at ovnen skal være lille, så jeg valgte i stedet at gå med to normaltstørrelse ovne. Så kan der sgu komme noget igennem butikken.

Jeg valgte at den ene ovn skulle være med damp og den anden bare almindelig varmluft. Et krav fra Karens side var, at der var pyrolyse i begge ovne. Og det blev indfriet. Det er jo selvfølgelig lidt af et sats at købe ovne på nettet. Eller det er det ikke. Men jeg synes i hvert fald det er en god ting, hvis man lige har set dem ud inden. Fx valgte jeg ret kraftigt touch displayet fra, som der er på Electroluxes dyreste modeller. Jeg synes, hvis jeg skal være ærlig, at touch er temmeligt uhandy, hvis man lige står i en presset situation og skal skrue op, slukke eller noget helt andet, hvis man står med en våd hånd og den anden i kagedejen. Så derfor hoppede vi et tak ned af rangstien prismæssigt. De to ovne fra Siemens vi har nu er fra 2007 (vist) og jeg vil altså ikke tage nogle chancer og betale for at sætte gamle ovne ind i et nyt køkken. De varmer heller ikke så jævnt mere, så det var på sin plads med en udskiftning. Skulle du være interesseret, så er det modellerne E0P720X og OO600NX, som vi skal have.

Kogepladen kommer også fra electrolux (Model H0D870F). Det er en bred model på 78cm, men det er stadig kun med 4 blus. Mange gange kan der jo ikke komme nok blus på, men hvor ofte får man alligevel brugt mere end 4? Så er der bare bedre plads til dem her. Jeg synes det kan være lidt en udfordring, når man kun har et 60cm blus, at have to store gryde eller stegepander på. Vi valgte også det her, da det er så flexibelt, at man bare skal sætte en gryde på krydset og så varmer den. Det induktionsblus vi har nu, er nogle af vores gryder for små til nogle af blussene og vores pander får ikke varme på hele blusset. Så det varmer kun i midten. Det bliver så godt at få noget der bare virker.

En ting som man kan være opmærksom på, når du køber kogeplader og dertilhørende emhætte er, at man kan få nogle som passer sammen. Det vil sige at du kan aktivere emhætten via blusset.

Vi har ikke valgt emhætte endnu, men vi skal have en loftmonteret, så det ikke tager udsigten. Vi har en thermex nu med ekstern motor. Udfordringen er at den hænger fra loftet og lige i den højde, hvor du hele tiden smadrer næseryggen ind i den. Vi regner med at det skal være en ny thermex emhætte, da vi allerede har motoren sat op.

Opvaskemaskine. Krav: Udtræksbakke i toppen til bestik. Fornuftig energimærke. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi kører opvaskemaskinen ret ofte. Så den skal virkeligt virke. Så det huede mig ikke, at jeg ikke troede at jeg kunne få andet end Ikeas indbygningsmaskiner, da deres låger er lidt længere end normalen. For jeg havde ikke hørt mindre end 4 personer, som havde talt dårligt om deres maskine. Og det er cirka de 4 personer jeg kender med en. Men så i forbindelse med indlægget om køleskabet, sendte jeg en lille føler ud ala “kan det virkeligt passe at man ikke kan få andet end ikea til ikea.” og det blev heldigvis mødt med et “nej da”. For det kan man nemlig godt. Udfordringen består i bund og grund i, at Ikea (og Kvik) laver skabe som er højere end andre fabrikanter. Det betyder så også at deres låger ikke passer til alle indbygningsopvaskemaskiner. For når lågen er længere, kan du ikke åbne den.

Siemens og Bosch har jo luret, at det er noget skidt, hvis de ikke kan være med på det marked. Så de har lavet en pendant til det. Så hvis du har ikea køkken og ikke vil have deres opvaskemaskine, skal du gå efter en model med “Vario Hinge”. Det betyder i bund og grund, at lågen kan variere lidt og gå nedenunder opvaskemaskinen. Det er lidt svært at forklare, men når det er kommet op, skal jeg nok forklare mere. Vi endte med en forholdsvis billig opvaskemaskine fra Siemens (SX736X03FE), som reelt set kan det samme som Ikeas – Men bare er næsten 2000kr billigere. At jeg så har brugt dem på køleskab er en anden sag. I gamle dage lavede ikea også en anordning af en glideskinne, så man kunne bruge alle opvaskere, men det ser ud til at de ikke længere gør det. De vil vel også beskytte deres marked. I hvert fald er det bare noget, som du skal være opmærksom på, hvis du skal have køkken fra IKEA eller Kvik.

Som det sidste er der køleskabet. Det har jeg faktisk skrevet ret meget om her. Så der kan du læse alt nørderiet. Men vi har valgt et køleskab, hvor du kan udskifte fronten med forskellige farver. Så ved cirka to minutters let arbejde går dit køleskab fra korngul til kongeblåt. Egentlig skal du bare erstatte et par plader, som sidder fast med magnet. Vi valgte skabet fordi det er flot og et funktionelt godt køleskab. Vi erstatter jo et andet indbygningskøleskab fra Siemens fra bare 2016, men det er både dårligt indrettet og indbygget. Man vinder en del plads med et fritstående køl og fryseskab. Det hang også en smule sammen med lofthøjden i køkkenet, da vores lofter er sænket ret meget. Så vi kunne ikke have de højeste skabe fra ikea. Det her gjorde at vi kunne udnytte pladsen bedst muligt.

Og det var sådan i grove træk lige vores køkkenplaner.

I denne uge finder vi ud af, hvem der skal lave vores køkken. Og endnu bedre, om det virkeligt kan lade sig at gøre nu her. Yay.

Hvis du har spørgsmål eller tips til sådan en køkkenvild person, så må du endeligt sige til. Vi tager mod alt med kyshånd og giver også gerne vores erfaringer videre.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.