Tærte med ricotta og frugt – Nærmest en slags cheesecake.

Jeg har tit set ricotta brugt i kager – mange slags faktisk – men jeg gik med en eller anden idé om at det også kunne bruges til tærtefyld. Og jeg er glad for at jeg fortsatte med at videreudvikle den idé i hovedet. For det passede jo både godt til det italienske tema og så smagte det umanerligt godt. Lidt hen af en cheesecake, bare lidt bedre. Og så er det jo bare skide nemt.

Bunden var en ganske normal mørdej. Der skulle jo gerne være noget som holdt lidt på formerne. Jeg havde egentlig planlagt at der skulle ferskner i tærten, men de valgte fra den ene dag til den anden at gå fra moden til blå. Til gengæld var abrikoserne en god erstatning. Jeg havde også lidt figner og hindbær på lager. Og det virkede også fortrinneligt. Faktisk tror jeg du kan bruge det meste frugt. Jeg havde med vilje givet fyldet lidt syre i form af skal og saft fra citron, hvilket gjorde sig godt til den søde frugt.

Her er der cirka tærtedej og fyld til en 24-26 centimeter tærteform. Da min var lidt mindre, var der også til to ekstra testere. Jeg foretrækker tærteforme med løs bund, da det så også er nemmere at få tærten ud af formen igen.

Hvad skal du bruge?

Mørdej

  • 260g mel
  • 120g smør
  • 60g flormelis
  • 1 æg

Fyld

  • 250g ricotta
  • 2 æg
  • 4 spsk sukker
  • skal og saft af en halv citron

Herudover

  • Frugt
  • Flydende honning (eller sukker)

Lav først dejen og lad den køle i en halv times tid. Smulder mel og smør sammen til det har en “sandet” konsistens, kom herefter flormelis ved. Du skal samle dejen med ægget. Her den meget våd (der er jo forskel på æg), så kom en anelse mere mel ved. Den skal helst ikke æltes, men der kan arbejdes mere mel i forsigtigt. Er den slet ikke sammenhængende (hvilket den ikke burde være), så kom en spiseskefuld vand ved.

Tærte med ricotta og frugt - Nærmest en slags cheesecake.

Fyldet er som at klø sig selv i nakken. Rør æg, ricotta, sukker og citrondele sammen. Voila, sæt på køl.

Når dejen har samlet sig lidt, rulles den tyndt og kommes i en smurt form. Bag den blindt altså med staniol og noget som tynger den ned. Kikærter eller tørre bønner er glimrende. Bag den ved 180 grader i cirka 10-15 minutter. Who counts.
Tærte med ricotta og frugt - Nærmest en slags cheesecake.

Fordel ricotta fyldet på tærten og kom halverede abrikoser (eller hvad du nu måtte have lyst til) på. Giv den godt med flydende honning på toppen. Jeg valgte at bruge honning frem for sukker, da jeg synes honningen giver et dejligt krydret pift til retten.

Og så er det jo bare i ovnen igen. Cirka en halv times tid. I hvert fald ind til massen har taget en smule farve og cremen er “fast”.

Velbekomme.Tærte med ricotta og frugt - Nærmest en slags cheesecake.Tærte med ricotta og frugt - Nærmest en slags cheesecake.Tærte med ricotta og frugt - Nærmest en slags cheesecake.

Join the Conversation

  1. ELSKER frugttærter.
    Og så med abrikos, mums.

    Du kan med fordel også komme citronskal i dejen, det giver et modspil til den lidt ferske mørdej.

    Får lyst til at bage. Igen.

  2. Kære Thomas
    Den tærte lyder alt, alt for lækker – og slet ikke som noget, jeg har bagt tidligere. Ja, det nærmeste er vist en æbletærte med creme. Dejligt med inspiration til nye måder at bage frugttærter på.
    Kh Nadia

  3. Mette Hanberg says:

    Er tærten bedst at spise varm, lun eller kold?
    Og er den et. fryse egnet?
    Mvh. Mette

    1. Hej Mette,

      Personligt synes jeg den er bedst ved stuetemperatur. Jeg har ikke forsøgt at fryse den, så det tør jeg ikke sige.

  4. Ruth Lorenzen says:

    Hej Thomas
    Jeg har købt to (store viste det sig) bøtter ricotta på Stop Madspild ved mit Cateringfirma. Desuden var jeg kommet til at bestille tre kasser mango i stedet for tre stk. og sp har jeg ledt efter passende opskrifter.
    Og ENDELIG dukker der noget op, som passer til ingredienserne og tiden. Og så er det dig. Godt nok for 6 år siden. men stadig brugbart. Hurra for det. Hils familien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2021. All rights reserved.
Close