Sauce tartare, Rib-eye og hjemmestegte pommes frites.

Idag har jeg lavet madetmere’s side på facebook – Det skulle fejres med en bøf (og et like?). I weekenden var der oprindeligt blevet planlagt at der skulle fish and chips på bordet. Det nåede vi aldrig rigtigt, men til det var der handlet lidt ind til både en gang pommes og en Sauce tartare. Det blev i stedet nydt idag.

Indtil min kære hostingudbyder får nosset sig sammen og tilladt at jeg igen kan uploade billeder til min server, må jeg desværre være lidt fedtet med billederne.

Hvis du ikke har smagt sauce tartare, synes jeg virkeligt du skal give det en chance. Det er lidt remoulade’ish og er helt perfekt til frittere skaldyr og fisk.

Det tog en time at frembringe dette måltid, så det tager altså ikke meget længere at lave det selv end at bestille det udefra – Og smagen kan helt sikkert ikke sammenlignes med noget bragt.

Hvad skal du bruge?

Sauce tartare

  • 2 spiseskefulde mayonaise
  • 2 spiseskefulde Fromage frais
  • 3 spiseskefulde syltede agurker, fintsnittet.
  • 1 spiseskefuld hakket persille
  • 1 spiseskefuld snittet purløg
  • 1,5 teskefuld grov sennep
  • 1,5 spiseskefuld rødløg – fintsnittet.
  • 1 hårdkogt most æg.
  • citronsaft og skal af en halv citron.
  • 1,5 teske sherryeddike
  • Salt og peber

Derudover

  • 2 Rib-Eyes
  • 10 grønne asparges
  • 0,5 rød peberfrugt
  • 3 bagekartofler til pommes frites
  • Olie til stegning.

Fremgangsmåde:

Første skridt er at skære kartoflerne i grove pommes. Jeg ville ikke skrælle dem, da jeg godt kan lide det lidt rustikke.

En god pommes frites skal steges to gange ved høj varme. Først for at mørne, så for at gøre dem sprøde. Lad dem have en mellemstation på noget fedtsugende papir – AKA køkkenrulle. Lige før serveringen skal de have en god gang groft salt.

Din sauce tartare er egentlig lige ud af landevejen. Snit, hak, rør rundt og smag til.

Før jeg skulle stege mine bøffer, lod jeg min stegepande varme op til “rygende varm”. Jeg stegte først mine asparges og peberfrugter. Bøfferne skulle bare kysse panden hurtigt, cirka 3-4 minutter på hver side. Dette afhænger selvfølgeligt af hvor tyk din bøf er og hvor rød du vil have den. Lad den hvile et par minutter før servering. Før stegning fik bøfferne kun en hurtig gang salt og peber.

Med flot tørret tallerkensmækker i baggrunden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2021. All rights reserved.
Close