Rimmet Laks, Rygeostcreme og marineret agurk. – Nytårsforret nummer 1.

Ja mig, nej, jeg spiser altså ikke laks! Og jeg kan faktisk ikke lide fisk. Troede jeg før jeg startede bloggen. Nu må jeg desværre se i øjnene, at sådan hænger det ikke sammen længere. Udover en ting. Makrel i tomat og dens fætter makrelsalat med mere mayo end makrel. Føj for den da. Det er vist det eneste jeg ikke rigtigt bryder mig om. Hold nu kæft det er svært at være kræsen, når man nu egentlig kan lide det hele.

Her kommer der den første forret vi fik til nytår. Denne ret blev lidt til med tankerne ledt over på den bedste middag i mit liv. Der var det godtnok ørred og østers mayo – men hey, der var agurk. Anretningen mindede i hvert fald meget om den. Det her er en ganske stressfri forret at lave. Laksen skal laves dagen før, hvilket man egentlig også kan med agurken. Jeg lavede min på dagen. Ingredienserne er få, som jeg allerbedst kan lide det. Beregn cirka 60-80 gram laks pr. person til en forret. Bemærk at den også smider lidt væske undervejs og skindet skal af før servering.

PS. Er du lidt fræk, så kan denne forret også blive til et stykke prægtigt smørrebrød. De fleste vil sige at det skal på lyst brød, men jeg vil altså foretrække rugbrød til hver en tid.

Hvad skal du bruge?

Rimmet Laks

  • Ca 450g laks
  • 1 spiseskefuld salt
  • 0,5 spiseskefuld sukker
  • 1 teskefuld tørrede dildspidser
  • 1 teskefuld fennikelfrø
  • Friskkværnet peber.
  • Frisk dild – hvis du sådan lige har det ved hånden.

Agurk

  • 1 agurk
  • Saften af en halv citron.
  • 1 spiseskefuld olivenolie
  • Salt og Peber
  • En kvist dild

Rygeostcreme

  • Cirka 75-100g rygeost.
  • 2 spiseskefulde fløde (det er for at få en lidt blødere konsistens.)
  • Friskkværnet peber.
  • 1 teskefuld æblecidereddike

Rimmet Laks, Rygeostcreme og marineret agurk. - Nytårsforret nummer 1.

Du har ikke behov for en vakuumpakker for at lave denne ret. Men hey, det hjælper på selvtilliden at have mange gadgets i køkkenet. Du kommer langt med film her, hvis du har selvtillid nok til det. En af grundene til at jeg vakuumpakkede så meget til nytåret var at jeg havde gang i så mange ting og havde utroligt lidt plads til det på køl. På den her måde fyldte det minimalt og kunne så nemt som ingenting stables på køl.

Dagen før. Bland salt, sukker, dildspidser, peber og fennikelfrø. Dub laksen tør og grub krydderblandingen ind i den. Kom den i en vakuumpose sammen med lidt dild. Sug luften ud og forsegl. (Eller kom det i et fad og dæk til med film.) Sæt på køl og vent.
Rimmet Laks, Rygeostcreme og marineret agurk. - Nytårsforret nummer 1.

Nu til agurkerne. Skræl den. Flæk den på midten og skrab kernerne ud. Skær den i fine strimler på en mandolin. Pak agurkerne sammen med de resterende ting. (Citronsaft, salt, peber og olie). Jeg vakuumpakkede (igen). Men ellers kan det også sagtens bare komme i en plastikpose. Salten er med til at trække noget af vandet ud af agurken, så den får den let gennemsigtige farve. Lad det minimum marinere et par timer.

Rør rygeosten op sammen fløden og suppler op med eddike. Smag til med peber og eventuelt lidt salt. Kom i en sprøjtepose, hvis du er sådan lidt pynteagtig.

Rimmet Laks, Rygeostcreme og marineret agurk. - Nytårsforret nummer 1.

Nu er der sådan set hele anretningsdelen tilbage. Jeg valgte at sno mine agurker rundt med en gaffel. Det virkede egentlig ganske godt. Så var der i hvert fald styr på dem.

Før laksen kom på tallerknen blev den først hurtigt skyllet for ekstra salt og derefter duppet tør med lidt køkkenrulle. Til sidst blev den befriet fra skindet og skåret i mindre stykker. På toppen lidt dild for smukhedsskylden. En klat rygeostcreme og du er kørende.

Velbekomme.

Rimmet Laks, Rygeostcreme og marineret agurk. - Nytårsforret nummer 1.

Join the Conversation

  1. Pingback: Rrimet laks
  2. Christian Buhl Sørensen says:

    Jeg vil på det kraftigste opfordre til at man fryser fisken først. Sildeorm skulle være en træls ting at have til at kravle rundt i hjernen.

    1. Jeg fryser altid fisken, hvis jeg laver retten til andre. Men tager chancen, hvis jeg bare skal have det selv.

    1. Artiklen er næsten 6 år gammel. Da jeg var på hygiejne kursus for to år siden, var der ingen undtagelser. Så jeg ville måske ikke undlade at fryse den.

      Thomas

  3. Hvad gør man hvis man har en alm fryser der ikke kan fryse til minus type? men kun 14-18minus grader?

    1. Så går det helt sikkert også. Jeg tror bare det er det er for det er nemmere at huske “20 grader i 20 timer”.

      Intet kravl overlever at blive gennemfrosset.

  4. Stephanie says:

    Hvor mange personer er det til ?

    1. Det her var nogle meget små portioner og der var rigtigt mange retter, så her kunne den faktisk strække sig til 8 personer.
      Men hvis man “bare” får det her som forret, en hovedret og evt en dessert, så vil jeg sige at det passer bedre til 4.
      Du skal også tage højde for, at fisken skrumper en smule, når den smider vandet. Og skulle der være laks i overskud, så er det også godt på en mad dagen efter.

  5. Hej. Kan man bruge laks hvor som helst fra? Altså en frisk hel laksesidse fra netto som fryses i et par dage er det ok? Eller skal det være fra fiskehandler?

    1. Hej
      I teorien burde det ikke være noget som helst problem at bruge alle slags laks. I teorien.

      Men jeg tror altså det er lidt bedre at gå til fiskehandleren og få en helt frisk fisk. Man ved jo aldrig helt hvor mange dage sådan en pakket laks kan have været undervejs. Der har jeg bare mere tiltro til min fiskehandler.

      Thomas

  6. Skal laksen også fryses hvis den er fra fiskehandleren.. Jeg kan nemlig ikke nå det til i aften….

    1. Jeg kan se at mit svar måske lige kommer for sent.
      Men den generelle regel er, at det skal fryses – I hvert fald hvis du ikke kender ophavet til fisken. Men du kan ved fiskehandleren også få laks i Sashimi kvalitet, som ikke skal fryses.

      Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2021. All rights reserved.
Close