P

På besøg hos Pillivuyt – 199 år “and still going strong”.

THOMAS ALCAYAGA

Velkommen til Madet Mere.

Målet er, at du her kan finde et lille kulinarisk og hedonistisk fristed på det store internet, hvor du kan dvæle ved en kage, savle over gluten og nyde velstegt kød. Der er meget få dogmer, men målet er at holde det hele lidt i øjenhøjde.

Thomas

Reklame / I samarbejde med Pillivuyt.

Jeg var så heldig, at der tikkede en invitation ind af døren til en kort tur til Frankrig og muligheden for at se Pillivuyts fabrik i Mehun Sur Yevre. Ja, jeg anede faktisk heller ikke hvor det var, men jeg skulle erfare at det var syd for Paris i Loire dalen, cirka 15 minutters kørsel fra Bourges. Jeg har jo altid kendt til Pillivuyt, men sådan er det jo nok at være keramiknørdet. Men udover at kende mærket og nogle af de klassiske stel fra dem, vidste jeg faktisk ikke meget mere. Så jeg havde faktisk heller ikke de store forventninger før afrejsen. Det måske primært fordi jeg tænkte Pillivuyt som et stort mærke, og et stort mærke vil jo sikkert sende produktionen til et land, hvor det var billigere at producere tingene. Og hvis det så endeligt blev produceret i Frankrig, tænkte jeg noget med effektivitet ala danske standarder. Hvor alt blev lavet på maskine i store kliniske og ensformige haller. Store og strømlignede. Med en hulans masse mellemledere som bare fiser rundt med små notesblokke for at tjekke at det hele kørte efter planen. Og lidt skulle jeg have ret i. Nemlig at det hele bliver produceret i Frankrig og det er effektivt. For der ryger virkeligt mange tallerkner igennem maskineriet på sådan en dag. Og med maskineriet mener jeg menneskeriet. For der er så ufatteligt mange hænder på porcelænet inden det er færdigt. Jeg havde måske en lille forestilling om at det bare var noget med store lastbiler, som bakkede til med en masse ler, hældte det i en maskine og i en anden hal langt længere væk, kom det færdige produkt ud. Det var ikke rigtigt. Slet ikke rigtigt

For at kort at ridse op hvad der sker fra start til slut. Så starter hele processen med at der skal laves forme. Og det er så forme til formenes forme. Eller noget. I hvert fald produceres der en prototype af produkter, som der så laves en form til. Begge disse gemmes, for man senere kan reproducere dem. Men af disse laver man så de forme, som bruges i produktionen. En form kan kun bruges cirka 100 gange, så der skal laves mange. Jeg mener der bliver lavet 22000 stykker porcelæn på fabrikken om dagen, så det er mange forme der skal til. Afhængig af hvilket produkt der så er tale om, skal der bruges flere forme til dem. Fx noget så enkelt som en kop skal bruge to. En til selve koppen og en til hanken. For det ikke skal være nogen overraskelse, så laves alt dette manuelt.

Der er flere forskellige lagre for disse forme og prototyper på fabrikken. Der skulle være et helt unikt loft, som vi desværre ikke kunne se, da det vist er med livet som indsats at gå derop. Men vi så et andet lager, hvor der også var gode sager. Jeg forelskede mig lidt i terrinen med fårehoved på. Den var desværre ikke i produktion i øjeblikket. De sagde at der var et system i lageret, men jeg er ret sikker på det hele blot var gemt under “P” for Pillivuyt. Du ved, sådan rigtigt fransk. Men det tyder på at de kunne finde nogle af tingene.

Og så var der lige porcelænet. Det er sådan det hele starter. Det bruges i tre forskellige versioner om man vil. Eller teksturer, for det er den samme blanding i forskellig konsistens. Der er det som ligner det vi bruger til juledekorationer. Det bruger man til at dreje/forme ting med. Det kunne være kopperne. Den findes også som flydende, som bruges til de mere komplekse ting. Her hældes det i forme. Afhængig af hvor længe det er i formen, det tykkere bliver det. Formen suger vandet i massen, så det sætter sig. Så hvis man bare lader det stå, vil den blive massiv. Herudover bruges også et granulat, som man bruger til at presse ting som fx tallerkner og fade. Det er et af de billeder længere nede, hvor det lige er taget ud af pressen. Det var lidt svært at forevige.

Når vi så er der, hvor tingene har fået form og kopperne hank, de er tørret, skal de brændes. De skal faktisk brændes to gange. Første gang i den rå, uglacerede form. Her brænder man ikke så længe og ved 800ish grader (mener jeg). Så skal de de glaseres for at få den stærke finish, som gør at de faktisk kan holde til noget og ser godt ud. Herefter er det tid til den sidste brænding, som er ved et sted mellem 1400 og 1500 grader i et par døgn. (igen, mener jeg). Temperaturen er jeg klar over, men tiden er lidt uklar. De kører på en lille jernbaneagtig ting ind i en 60 meter lang ovn. Der køres en vogn ind cirka en gang i timen døgnet rundt.

Når de kommer ud af ovnen er de reelt set færdige til at pakke og sælge. Nogle dele skal dekoreres yderligere. Det er primært dele, som skal til restauranter eller andre specialbestillinger. Jeg prøvede måske at liste et “madet mere” stel ind i produktionen. Det gik ikke. Desværre.

Man kan få trykt sit logo og lagt på som nedenfor. Det er faktisk et klistermærke (agtigt ting, må jeg lige sige). Som bliver lagt på med yderste præcision. Så får de en hurtig brænding og det gule bliver brændt væk. Tilbage er bare skriften.

De runde streger er mere end bare streger. Nej det er bare streger. Men de er sværere at male på end først antaget. Det fik et par stykker lov til at prøve på egen krop. Det så så let ud, da damen som havde gjort det et par årtier gjorde det. Men men men. Det siges at man skal bruge cirka 5-7år på at blive god nok til at kunne lave de lette stykker og samtidig gøre det i en fart, så det ikke sænker hele produktionen.
Alle funktionerne på fabrikken er meget afhængige af hinanden. Og folk som arbejder på de forskellige stationer, er verdensmestre i lige at lave hanke. Så når der sker fejl i et led, bliver resten forsinket. Og processen med både at lave forme, forme, brænde, glasere og brænde igen – for måske sågar at male yderligere på dem – er lang. Og nok også længere end man lige forventer. Det var i hvert fald ikke bare en lastbil som bakker til den store maskine.De er ikke så vant til at have besøg på fabrikken, så der må du nok nøjes med mine billeder. Men skulle du være i området, så er der en anden meget spændende mulighed. Og det er at runde outletten, som ligger i forbindelse med fabrikken. Her kan du både få fingre i nogle af de lidt mere anderledes sager. Men også gøre nogle i særdeleshed billige fund blandt 2. og 3. sorteringerne. Fejlene er mange gange MEGET små, men store nok til de bliver sorteret ned. Jeg købte noget, hvor jeg først har fundet fejlene efter jeg er kommet hjem. Og der var det en lille bitte sort prik under fadet, som tog det ned i 3. sortering.

Og priserne. De er vanvittige. Mange af tingene – i første sortering vel at mærke – kostede under 1/3 af priserne herhjemme. Meget af keramikken prissættes på samme måde som når du køber bland selv slik, via vægten. Jeg må indrømme at jeg sidder herhjemme og ærgrer mig over at jeg ikke købte mere dernede.

Skulle du have lyst til at besøge outletten, er adressen:

Pillivuyt

Allée de la Manufacture
18500 MEHUN SUR YEVRE


For god ordens skyld skal det nævnes, at jeg blev inviteret med på turen af Tuesen+Jensen, som er nordisk distributør for Pillivuyt. Jeg er ikke blevet betalt for at tage med på turen eller skrive dette indlæg. 

 

Categories

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *