Hovedret/ Hverdagshelt/ Klassiker/ Ko/ Selvgjort er velgjort

Millionbøf med kartoffelmos.

1. september 2016

Vi kom lidt til at tale om millionbøf herhjemme. Det var lidt i forbindelse med at der selvfølgeligt blev diskuteret hvad kronprinsen kunne spise sammen med os. Så kiggede jeg lidt på det. Researchede kunne man kalde det, hvis man var smart. Jeg søgte bare lidt på nettet. Og det var primært for at se om der virkeligt ikke var andet i det, end det jeg lige mente, at jeg kunne huske fra husholdningstimerne i folkeskolen for MANGE år siden. Og met et hurtigt kig forbi internettet kunne jeg så konstatere, at millionbøf primært består af margarine, udtjent polsk malkeko, kulør, jævning og så pulver kartoffelmos på siden. Jeg så sågar et sted, hvor der blev anbefalet, at man fik tzatziki til. WHAT. Jeg så også steder hvor det blev til sådan en hverdagsbolognese og var mere rød af tomat end alt andet. Det er altså slet ikke det jeg var ude efter. Reelt skulle det i mit hoved være en gang bøf med løg, som bare var findelt. Og ja, lavet med ordentlige råvarer – ordentligt. Jeg er blevet sådan lidt små zippet, når det skal hældes i arvingen til emperiet.

Men det skal dog siges, at hvor jeg ville lave millionbøffen helt klassisk, tog jeg mig den frihed at lege lidt med tilbehøret. Mosen fik et godt skud rosenkål. Ja, kål. Jeg ville egentlig have suppleret op med sortkål, som nok er min favoritkål, men jeg kunne ikke lige finde det. Det er sådan lidt det tidligste til nogle kåltyper, så det er ikke det hele der er der. I hvert fald ikke sådan helt gode nok til de er værd at spise. Men jeg fandt rosenkål. Og de var nogle små kugler, som godt kunne have brugt lidt mere tid på stokken. Men nu var de røget i kurven. Jeg har sådan lidt en plan om at spise mere grønt. Så det er med at få det varieret lidt. Både i salaten og mosen var der rosenkål. De fine blade i salaten, drislet med olie og citronsaft, toppet med parmesan, mandler, karse, citronskal. Salt og peber selvfølgeligt. Alt det andet blev kogt med i mosen. Og de fik bare de sidste 5-7 minutter af kartoflernes kogetid, for de bliver lidt pruttede, hvis de får for længe. Og det vil du ikke.

Jeg bruger i denne opskrift ikke fond, fordi jeg brunede kødet godt af og brugte en mørk fond til saucen. Den fik lidt ekstra farve af en smule gastrique, både til at give smag og farve. Gastrique er sukker brunet i en pande, som bliver deglaceret med eddike – og kogt lidt ind. Jeg laver altid min på ikke-så-dyr balsamico. Det er altså noget bedre end kulør. Er du traditionalist, kan du ty til kuløren.

Og ja, nu gjorde jeg jo lidt grin med at nogen kunne finde på at servere tzatziki til en gang millionbøf. Reelt set er der kun en ting som går an. Og det er surt. Altså syltet. Her blev det til mine hjemmesyltede rødbeder. Og jeg garanterer dig, jeg laver de bedste rødbeder syd for Røde Mellemvej. (muligvis også nord for).  Opskriften er LIGE HER – Og som en lille bonus, bliver du lige guidet ind på et par 2012 billeder.

Her er der mad til 4 voksne – Men vi er kun 2,1, så vi kom det i et ildfast fad og bagte det dagen efter. Ca 40 minutter ved 180. Riv ost over inden det ryger i ovnen. Det bliver du glad for.
Millionbøf med kartoffelmos.Millionbøf med kartoffelmos.Millionbøf med kartoffelmos.Millionbøf med kartoffelmos.

Millionbøf med kartoffelmos.
 
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Tid i alt
 
Forfatter:
Giver: 4 portioner
Ingredienser
Millionbøf
  • 400g hakket oksekød
  • 2 løg
  • 3 laurbærblade
  • 2 spsk olie til stegning
  • 2 spsk hvedemel
  • 5dl mørk oksefond
  • 1 spsk ribsgelé
  • Salt, peber
Mos
  • 1,2kg småmelede kartofler, som vil koge ud
  • 300g rosenkål
  • 1 spsk grov sennep
  • 30g smør
  • 1dl fløde (jeg brugte godtnok 50%eren fra Arla Unika, men det siger vi ikke til nogen)
  • Salt og peber
Salat
  • 300g rosenkål
  • 1 rødløg
  • 1 citron
  • 20g parmesan
  • 50g mandler
  • Karse
  • Salt, peber og olivenolie
Sådan gør du
Mos
  1. Skræl kartoflerne, skær dem i grove stykker. Kog i usaltet vand til de er møre.
  2. Cirka 5 minutter før de er møre, kommes rosenkålen i.
  3. Hæld vandet fra kartoflerne. Kom smør, sennep og fløde ved. Mos med et piskeris. Ikke en elpisker, da stivelsen i kartoflerne så gør den "lang". Det har du ikke lyst til. Smag til med salt og peber. Måske lidt citronsaft. Du bestemmer selv, hvor mange klumper der skal være i den.
Millionbøf
  1. I olien brunes det hakkede kød grundigt. Kan du ikke få ordentlig gang i komfuret, så gør det i stedet over to gange. Jeg bruger også en støbejernsgryde, da den holder godt på varmen. Tag kødet op.
  2. Sauter løgene i lidt olie og kom kødet ned til de klare løg sammen med laurbær.
  3. Rør melet i og tilsæt så fonden. Lad den snurre cirka 15 minutter til det har den rigtige konsistens.
  4. Smag til med salt, peber, gastrique og ribsgele. Evt også en smule syre, hvis den bliver for sød.
  5. Server når du er klar.
Salaten.
  1. Orden rosenkålene - Aka skær bunden af og fjern de grimmeste blade. De pæne blade pilles af og bruges til salat. Resten bruges i mosen - Eller i salaten.
  2. Kom mandolintynde løgringe over. Så vend med citronsaft og skal, salt, peber og olie.
  3. Kom grofthakkede, ristede mandler op og slut af med mere citronskal, revet parmesan og karse.
  4. SPIS
Millionbøf med kartoffelmos.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Bedøm denne opskrift:  

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.