Alt det andet/ Udenfor kategori

Maddilemmaet.

7. februar 2018

Jeg har idag tænkt meget på mad. Men på en lidt anden måde end jeg normalt gør. For det plejer oftest at være noget med hvad vi skal spise, om der skal skal fennikel i salaten eller ikke, om der er nok smør eller lignende. Sådan helt lavpraktisk. Vi var mere oppe i luftballonen, hvor jeg funderede mere om hvorfor jeg købte nogle ting og andre ting sprang jeg over. Hvorfor meget var økologi og noget ikke. Og jeg tror jeg er blevet lidt klogere.

Det der startede det hele var, at jeg fik en mail, som fejlagtigt blev sendt til mig fra sådan nogle dyrevelfærdsgræsrodsaktivister – for at kalde dem noget, som man kan tolke som til at være positivt. Jeg har faktisk ikke meget tilovers for dem på næsten alle måder. Hverken måden de kommunikerer og ting de fokuserer på. Men det fik mig til at gribe i egen barm, da deres mail omhandlede foie gras.

Jeg har skrevet spalte op og ned her på bloggen omkring hvordan man ikke skal spise udpinte 30dages kyllinger. Til dels også prædiket økologi på et fornuftigt basis. Nogle vil sågar sige at jeg har været en smule højrøvet. Hvis jeg kigger på mig selv, så vil jeg give folk ret.  Situationen er den, at vi går rigtigt meget op i mad hjemme hos os. Vi prioriterer det i høj grad og vi prøver at leve det. Vi har hverken dyr bolig (i Københavnske standarder), bil eller dyre rejsevaner. Vi prøver sådan set at være ret fornuftige og prioriterer hverdagen højt. Og med det også bruger flere penge en gennemsnittet på mad. Vi spiser sjældent ude, både fordi det er svært at forene med en 2årig i husstanden og så kan jeg egentlig ret godt lide min egen mad og slapper af mens jeg laver den. Men vi får også takeaway, der er dage hvor overskuddet bare ikke lige er der – Eller lysten til pommes frites er overvindende.  Så ja, vi er nok som de fleste andre.

Men jeg ved godt, at når jeg køber en chicken curry eller kyllinge nuggets (hvilket jo nok oftere er til sønnen), så er det ikke den velfærdskylling jeg normalt køber. De steder der bruger “ordentlig” kylling skal nok sørge for at skilte med det og det gør de ikke ved vores lokale friturevandingshuller. Så er jeg ikke en smule dobbeltmoralsk nu?

Da jeg arbejdede i en kantine, var det heller ikke bresse kyllinger jeg lavede hønsesalat af. Det var det der Thai-kylling, som er meget billigt. Faktisk så billigt, at man kan være i tvivl om hvordan det kan være så billigt. Og samtidig svinder det cirka 60% hvis du steger det i ovnen. Smagte jeg på maden der? Selvfølgelig.

Hvis jeg bliver inviteret et sted hen, hvor der i bedste mening bliver serveret en konventionel svinekotelet stegt i margarine med et spejlet buræg på toppen og grønne asparges fra Peru på siden. Ville jeg spise det? Selvfølgelig.

Det er jo lige omkring disse dilemmaer at mine tanker er gået idag. For det er jo et fantastisk glansbillede, som man kan tegne på sådan en blog. Og det er ikke usandt, hvad jeg siger. Det er jo måske bare en kurateret version af sandheden. Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke har løjet, bare sørget for at vælge det rigtige. For jeg tror da de fleste af os har nogle intentioner om hvordan man vil leve. Om det er med styrketræning, mad eller askese, så har vi nogle ting vi gerne vil spejle os i og leve efter. Men mange gange træder man også ved siden af. Eller sågar bare er generelt høflig. Jeg kunne jo aldrig finde på at sidde med citronansigt og undlade at spise noget, som folk har gjort sig umage med, om det så er på grillbaren eller hos venner. På grillbaren er jeg jo selv ude om det, da jeg har bestilt. Også selvom det er noget andet jeg har prædiket. Sådan er det.

Og det er jo lidt denne tankestrøm, som har ført mig frem til, hvad der måske egentlig er mine værdier når jeg handler, spiser og vælger. Og med vælger mener jeg også hvad jeg vælger at bræge om. Jeg siger ikke ALDRIG om noget af det her. For jeg har da også set mig gøre undtagelser på nogle ting, som jeg sagde jeg ALDRIG ville gøre. Fx har jeg sagt, at jeg aldrig vil købe buræg. Men pludseligt en aften stod jeg og manglede æg til en VIGTIG opgave, det var kun tanken som havde åbent og de havde kun buræg. Det var det eller jeg fejlede opgaven. Der var det vigtigere for mig at nå i mål med opgaven end mine principper. Så kan jeg jo ikke sige aldrig. For jeg købte jo æggene, hvilket jeg synes er forkert, men det andet vejede jo tungere. Og jeg sov alligevel den nat. Jeg vil så også sige, at ALLE andre rationelle muligheder var også udtømt. Sådan er det bare.

Det minder mig lidt om programmet som kører i øjeblikket med Mr Fatman, som skal se hvordan de gamle håndværksmestre (eller er det blot idealister) udfører deres håndværk. Her smager han stadig på skinken og spegepølsen selvom han har været vegetar i 30 år. Jeg synes programmerne er mega fede og han er lige så som vært. No pun intended.

Jeg er kommet frem til at mine indkøb og valg i forhold til mad nok kan sættes op på følgende skala. Altovervejende er smagen. Den fylder måske 60 procent i det samlede billede. Dernæst kommer økologien med 25% og til sidst dyrevelfærd og andet emotionelt indblanden med 15%. Og nu tænker du nok, at det da strider mod alt jeg tidligere har sagt. Og det mener jeg faktisk ikke. For når jeg siger at jeg prioriterer smagen ultimativt højest, så siger jeg jo ikke at jeg er ligeglad med alt andet. Jeg spiser jo de her gule velfærds kyllinger fra Løgismose. De er ikke økologiske – men de smager bare bedre end 90% andet relativt tilgængeligt. Vælger jeg dem. Det gør jo ikke at jeg bare griber efter det første og billigste i køledisken aka kyllinger som har levet 30 dage og koster cirka det samme. For de smager immervæk ikke af noget. Jeg synes altid den bedste sammenligning er hvis du kigger på benene i de to forskellige kyllinger. Så vokser den billige så hurtigt, at den slet ikke når at danne faste knogler, den får ikke motioneret, så kødet er lyst og benene “skøre”. På en kylling som har levet det længere er smagen større, knoglerne faktisk hårde og de har sågar udviklet flomme indvendigt. Derfor vælger jeg dem. Og hvis jeg skal vælge mel, så vælger jeg den som har den ønskede smag og bageevne. At den er økologisk er et plus, men det er ikke altid udslagsudgivende.

I bund og grund hader jeg folk som bruger “Økologisk” som et kvalitetsstempel for smagen. Økologi smager jo som sådan ikke af noget. Måske smager økologisk svin bedre end konventionel. Men det er jo ikke på grund af økologien, men på grund af håndtering og levevis. Du vil jo sagtens kunne få en tilsvarende kvalitet og smag uden at der er rødt stempel på. Og for at udpensle det, det røde stempel smager ikke af noget. Men jeg kan jo godt lægge to og to sammen. Jeg kan godt regne ud at det er hverken godt for os, dyrene eller naturen at fylde den med sprøjtegift og medicin. For et par år siden var jeg i Parma for at se hvordan de lavede parmesan ost og skinke. Her kunne de fortælle, at kvalitets og smagsmæssigt er der ingen forskel på økologisk og konventionel parmesan. Regelsættet i forhold til produktionen af parmesan gjorde, at der ikke var nogen forskel. Den eneste forskel der reelt set er, at når en ko i konventionel produktion har været syg med fx yverbetændelse, må den ikke komme tilbage og levere mælk til parmesan produktionen før den er testet helt rask og fri for medicinrester. En økologisk ko må aldrig komme tilbage. Den ender sit liv med at give mælk til andre oste og kalve. Så kvalitetsmæssigt er der ingen forskel. Du betaler dog lidt ekstra for den økologiske, da man skal lægge penge for at blive certificeret.

At jeg vægter dyrevelfærd så lavt er måske heller ikke rigtigt. Jeg vægter bare det andet højere. Og når jeg så endeligt når dertil i processen, hvor dyrevelfærden er noget der skal vælges til eller fra, så er valget allerede taget. Men jeg har nogle parametre, som jeg oftest går efter, når jeg fx vælger kød. Jeg prioriterer altid dansk kød, hvis det er en mulighed. Jeg ved at vi har hørt mange skræmmehistorier omkring dansk landbrug. Men det er jo igen den kuraterede sandhed, som nemt spredes på sociale medier nu om dage. Hvis man sammenligner vores velfærd i staldene sammenlignet med måske polen og tyskland, hvor vi får billigt gris fra. Så ved jeg da godt hvad jeg vil vælge. Generelt er vi ret gode til at lave regler i EU, forskellen er bare vi danskere også følger dem. I 2012 blev der vedtaget nye regler for indretningen af grisestalde. Rigtigt mange danske landmænd fik problemer med økonomien på grund af dette. Det er dyrt at bygge om og landbrugene er store nu til dags, så det er ikke noget man bare lige gør. Men denne autoritetstro var også den kæphest, som gjorde det endnu sværere for mange. Da de konkurrerende lande valgte at trække den med at bygge om, så de ikke havde de store omkostninger ved at producere svinene. Ja, når man taler om svin, siger man at producere. Det var immervæk billigere at tage straffen end at følge reglerne. Hvordan det ser ud idag, ved jeg ikke. Det var et sidespor. Sorry.

Jeg kommer fra landet. Vores naboer var bønder og vi havde også lidt dyr. Jeg har set dyr blive slået ihjel for at vi kunne spise dem senere. Høns uden hoveder, som løb over vores gårdsplads. Det er faktisk helt OK med mig at slå dyr ihjel for at man kan få noget at spise. Jeg ved godt at kød ikke vokser i køledisken. Og jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at en gang imellem kunne folk måske godt trænge til at komme lidt på landet, for at se hvordan det rigtigt er. Det er så let at have en holdning. Vi er jo efterhånden der, hvor at produktionerne skal være så store for det kan løbe rundt. Det er måske ikke kun godt, men et vilkår man må leve med. Men jeg tror vitterligt ikke at der er nogen som går ind i landbrugsfaget uden at have nogen form for kærlighed til det, for her er der virkeligt tale om et dårligt work/life balance. Grisene skal også passes i weekenden og køerne skal også malkes hver dag klokken “før fanden får sko på”.

Men tilbage til foie gras’en. Det er noget folk har travlt med at harcelere over. På samme måde som man kan svine folk som går i pels.

Og det er så nemt, for det er ikke noget som de fleste ikke har inde i deres hverdag, så det er nemt at pege fingre. Nemt at pege fingre mens man samtidig selv måske tager endnu mere tvivlsomme valg med buræg og opdrætslaks.

Jeg har som du kan læse i de foregående 1850 ord taget stilling. Og min stillingtagen betyder at jeg godt må spise foie gras. Jeg gør det sjældent, da jeg egentlig ikke bryder mig så meget om konsistensen på stegt foie gras. Men en kold foie gras terrine en gang om året er i orden jf mit moralske kompas. Jeg prioriterer smagen. Jeg ved godt hvad der skal til for det kan ske. Og nogle gange må jeg altså bare indse at jeg er øverst i fødekæden og lidt et røvhul lige meget hvad.

Et eller andet sted tror jeg denne stiltiende accept måske lidt hænger sammen med, at jeg faktisk er blevet noget mere afslappet. Det er balancegangen. Når man er lidt ny indenfor madens verden, så er der virkeligt også mange ting man får øjnene op for med et. Før jeg startede bloggen og reelt set også i starten af tiden med bloggen var jeg faktisk pænt ligeglad med det meste. Det var nemlig mange af de ting, som jeg måske ikke gider spise idag, som blev indtaget med stort velbehag. Et eller andet sted vidste jeg ikke bedre. Min gastronomiske horisont var vist ikke så forfærdelig stor. Men det tog jo pludseligt en drejning til den helt anden side. Så skal jeg love dig for at jeg fik holdninger. Det resulterede i noget nær det eneste skænderi, Karen og jeg nogensinde har haft, da der kun var buræg tilbage i Superbest og det skulle jeg IKKE have. Gæsterne var på vej og jeg var pænt ligeglad, for sådan noget ville jeg ikke. Karen ville gerne have gæster. Det var bare en af mange holdninger, som jeg pludseligt fik og prædikede. Sådan var det. Sådan skulle man opføre sig som blogger. Jeg vil sige at mange af de kanter i den grad er blevet slebet af. Jeg tror også jeg hviler lidt mere i mig selv på alle punkter nu. Derfor siger jeg aldrig “aldrig”, men jeg vil stadig godt sige helst ikke.

Jeg var måske også lidt mere fordømmende i den periode, men jeg har jo indset at nok ikke kan ændre hele verden. For der er faktisk ret mange som har ret mange andre interesse end at spise. Og som Niels Hausgaard fint har sagt, så kan man ride sin kæphest så hårdt, at andre får ondt i røven.

Nu slapper jeg bare lidt af med kæphestene i stedet for. Men bare fordi man ikke rider den stramt, kan man stadig godt have mål og intentioner. Det har altid været mit mål at inspirere folk til at lave mere og måske bedre mad derhjemme. Jeg tror man skal starte et sted. Få folk til at indse at det er ret nemt, eller i hvert fald kan være det. At det smager godt og forhåbentlig også af mere. Så tror jeg der kommer mange andre gode ting af sig selv. Men jeg har også indset, at hvis jeg taler et eller andet prædikene sprog, så står folk af allerede før de er kommet på.

Det. Enden på det hele må være. At vi fortsætter som vi har gjort indtil videre. Hvis du stadig har lyst til at følge med, så er det dejligt. Du vil nok opdage, at der sker ikke de store ændringer. Men nu fik jeg luft for mit dilemma. Går du med lignende en gang i mellem – Eller er du ren som den nyfaldne sne? Har du guilty pleasures, som i høj grad bryder med dit moralske kodeks og bliver det holdt nede eller giver du efter. Det er helt fint at være anonym.

 

 

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.