Gris/ Hovedret/ Selvgjort er velgjort/ Slowfood

Langtidsstegt Rullesteg med svesker.

23. august 2014

Nu har jeg jo kørt rimeligt hårdt på med det italienske på det seneste. Jeg har dog valgt at holde en lille pause, sådan ganske kort. Jeg mangler stadig hele den sydlige del, men det er blevet sat på hold i forhold et smut hjem i det nordiske.

Det her er ikke en af de mest revolutionerende opskrifter. Faktisk er der meget lidt nyskabende i den. Faktisk er det lidt trods.

For en uges tid siden var vi i bilka, vi skulle købe et eller andet, helt præcist hvad det var, kan jeg ikke huske. Men i køledisken lå der en lille rullesteg og glanede. Den var rigtigt kedelig at se på og havde saftet en smule. Ikke desto mindre fik vi lige lyst til sådan en rigtig klassisk rullesteg. Ret ofte bliver sådan en rullesteg lavet af slaget på grisen ligesom rullepølsen, men den lille som lå og glanede i køledisken var af nakken. Hurtig iphoneresearch viste af flere også havde lavet den af nakken. Det skulle da prøves. Bilka gjorde sig mest i volumiøse nakkefiletter af en halvkedelig kvalitet. I første omgang kastede jeg tankerne på noget andet. Vi valgte at tage et smut i Irma for at finde et alternativ til aftensmaden. Her lå der er lille nakkefilet på cirka 800gram og ventede på os. Ja, den var næsten dyrere end modellen fra Bilka, hvor 2,5kg kostede det samme. Men den så dog lidt friskere ud og kom fra en frilandsgris. Den blev det.

Jeg er ret så meget fan af Irma og deres udvalg af kød. Vi har en ganske lille Irma i Ørestaden, men kødet er næsten mere interessant end Bilka, hvor alt bare er stort og meget. Jeg kiggede på tilfældigvis på min bon – Og her var den ikke blevet solgt som nakkefilet med som “Pulled pork”. Der var da også en opskrift på pulled pork på. Altså den her opskrift skal gerne minde dig om den gode spise rullesteg OG faktisk også som en lille reminder om at der faktisk er et alternativ til pulled pork, når du står med en nakkefilet.

Jeg havde en rest lardo i tynde skiver, som egentlig blot er italiensk spæk, fra min “tour de italia”. Når man køber en rullepølse eller rullesteg af slaget, så er der også et fint lag fedt om, hvis altså din slagter har været god til at skære den ud. Så jeg valgte også at rulle lardo’en omkring den. Det er ikke nødvendigt, men det gav en nærmest sprød kant om rullestegen. Virkeligt godt. Du kan også bruge almindeligt røget spæk i tynde skiver, hvis du ikke lige har lardo ved hånden.

Her har du rullesteg til 4 personer. Du skal nemlig være opmærksom på at den svinder en smule, når den bliver stegt på grund af den høje fedtprocent. Den skal selvfølgeligt serveres med kartofler, brun sauce og godt med surt.Langtidsstegt Rullesteg med svesker.

Hvad skal du bruge?

  • 800g nakkefilet
  • 250g svesker
  • Evt persille
  • Salt og Peber
  • 75-100g lardo (eller røget spæk)
  • et par laurblade og og timian (bare for at give lidt ekstra til sovsen)
  • Kødsnor

Langtidsstegt Rullesteg med svesker.

Nu er det faktisk rigtigt nemt og lige ud af landevejen.

Flæk nakkefileten et par gange – Den skal selvfølgelig stadig hænge sammen. Jeg skar ind i den på midten, næsten helt igennem og her skar jeg igen hver halvdel ud på midten fra den side hvor jeg havde skåret ind imod. Så skulle du gerne ende ud med en noget tyndere nakkefilet. Kom godt med salt og peber på. Kom også sveskerne på. For god ordens skyld skal du lige fjerne stenene fra dem, da det kan være noget af en grim overraskelse at knække en tand på. Har du lidt ekstra persille, så kan du også komme en gang fintsnitte persille her. Det sprang jeg lige over i denne omgang. Nu skal den bare rulles og snørres.

Her lige to ekstra ting. For det første, har du lardo, så kom det rundt om stegen før den snørres. Gem et par svesker til toppen, som bindes ovenpå. Det gjorde vi altid da jeg arbejdede ved slagter, så kunne vi nemlig se hvilket indhold der var indeni stegen.Langtidsstegt Rullesteg med svesker.

Nu skal den blot i ovnen. Kom lidt laurbær og timian ved. Har du lidt andre ting, som kan give sovsen lidt ekstra kraft, så kom det endeligt med i fadet. Top op med lidt vand for at sikre at der er noget til sovsen og den ikke brænder på. Skulle det nå at fordampe under stegningen, så fyld ekstra på.

Min fik to en halv time ved 140 grader. Herefter fik den lov til at hvile i cirka et kvarter, før den blev skåret ud og mens jeg lavede sovsen.

Velbekomme.Langtidsstegt Rullesteg med svesker.Langtidsstegt Rullesteg med svesker.Langtidsstegt Rullesteg med svesker.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

11 Comments

  • Reply
    Jacob Larsen
    24. august 2014 at 9:59

    Ser lækkert ud Thomas!
    Har aldrig brugt svesker i en rullesteg før. må prøves.
    Glæder mig desuden også til den dag, jeg lærer at binde en steg sammen med kødsnor. sådan på den rigtige måde, som dig 😉

    God søndag

  • Reply
    Erland
    19. september 2014 at 15:54

    Dejligt at se en god gammeldags rullesteg med svesker – fik den hos bedste – havde nær glemt denne dejlige spise. Flot ser det også ud

  • Reply
    DONNA LUNDT
    3. december 2014 at 16:23

    hey jeg steg også gerne alt i ovnen, for at undgå unødigt fedtstof, da jeg tænker meget over hvad der kommer indenbords.
    jeg skal lære at bruge termometer så hvor meget skal den slutte på det må du meget gerne notere
    med venlig hilsen
    Donna

    • Reply
      Thomas
      6. december 2014 at 23:40

      Jeg bruger sjældent stegetermometer, men jeg ville nok gå efter at ramme 72 grader.
      Thomad

  • Reply
    Pernille
    28. november 2015 at 15:32

    Hvor er det skønt at se nakkefilet blive brugt til andet end pulled pork – og så ovenikøbet til en af de uddødende danske klassikere 🙂

    • Reply
      Allan
      3. april 2016 at 10:25

      Til Pernille, nakkefilet er også fremragende til husarsteg

  • Reply
    Michael Sand Jespersen
    12. januar 2016 at 15:31

    Nakkefilet er altså et af de rigtigt gode stykker kød på en gris. Den kan bruges på utallige måder – ikke mindst til nakkekoletter, der efter min mening overgår almindelige svinekoteletter i næsten alle henseender. Også skøn som rullesteg som herover – uhm

    • Reply
      Thomas
      12. januar 2016 at 21:19

      Jeg kan bedst lide når tingene faktisk smager af noget. Hvis jeg skal spise gris, så er det klart brystet, nakken eller skanken jeg vælger. Sådan en mørbrad eller filet er lidt kedeligt.

  • Reply
    Allan
    3. april 2016 at 10:23

    Jeg har engang i tidernes morgen lært at lave rullesteg med æbler, løg og karry. så den bliver serveret med karry sovs og ris

    • Reply
      Thomas
      3. april 2016 at 23:12

      Det lyder også godt. Det må jeg prøve en dag.

  • Reply
    Jill
    16. juni 2017 at 9:27

    Mums… Jeg må igang. Jeg er 34 år, elsker rullesteg men har nok ikke spist det siden jeg flyttede hjemmefra. Så i morgen skal jeg lave det selv for første gang. (Har bestilt et helt slag ved slagteren)
    Sikke mange lækre ideer der kommer her i kommentarerne. Jeg skal da helt sikkert prøve den med løg, æble og Karry en dag.

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.