Bagværk/ Grease/ Hovedret/ Ko/ Selvgjort er velgjort

Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

23. marts 2014

Nu er det ved at være lidt tid siden, at der sidst kom noget indhold på bloggen. Og det har ikke været fordi der ikke var tid til at blogge. Og det har ikke været fordi der ikke var noget at blogge om. Situationen har ganske enkelt været sådan, at jeg ikke har haft nogen computer at gøre det fra. Alternativet var enten at gøre det fra mobilen – Og når man tænker på hvormeget en autocorrect kan drille en, så turde jeg simpelthen ikke.

Men der er sket rigtigt meget siden sidst. For det første er vi flyttet i ny lejlighed – Måske har jeg egentlig fået det nævnt før, men det er åh så dejligt. Og nu jeg også kan finde rundt i køkkenet og finde alle mine køkkensager, så er det blevet lige det bedre. Det er simpelthen så dejligt at have et stort åbent køkken med masser af plads – Og den luksus at faktisk have en varmluftovn. En selvfølgelighed for nogen, men ikke her.

Desværre skulle uheldet også ramme cirka samtidig med at vi flyttede i den nye lejlighed. Jeg skulle være startet på et nyt arbejde, men pludseligt havde de ikke råd til mig og jeg blev fyret allerede før jeg startede. (Ja, så var det da heldigvis ikke noget jeg havde gjort). Men det gør så også at pengene er blevet lidt mindre, så i den forbindelse har jeg også ændret en lille smule fokus. Eller det er måske ikke rigtigt sagt, nærmere har jeg valgt at fokusere rigtigt meget på madspild. Altså mit mål er at jeg ikke vil smide mad ud og så ovenikøbet gerne få det vi spiser til at strække længere. Jeg er sådan et luksus dyr. Jeg vil have gode råvarer, der nægter jeg altså at gå på kompromis. Men nå der ikke er så mange stakater i pungen, så er det med at få dem udnyttet på den allerbedste måde. Nu er der gået allerede 23 dage af marts og vi har kun smidt en halv leverpostej ud. Jeg synes faktisk at det er ganske glimrende. Det skal lige siges at vi købte den i sidste udkald og den var ved at løbe på datoen. Vi nåede langt ind i den før der kom hår på.

Denne opskrift er også et godt eksempel på hvordan man får ting til at holde lang tid. Ud af bare lidt mel, 350g oksekød, en dåse tomater og lidt ekstra, så blev det både til 2 gode pizzaer, et brød, frokost til to dagen efter. Jeg tror i bund og grund det handler om at planlægge lidt frem i tiden. Ikke bare til det måltid du skal spise, men også hvis der bliver rester af det. Hvordan kan de så bruges til noget fornuftigt? Jeg regner med at der kommer et længere indlæg omkring dette, når jeg når forbi den første måned, så jeg har flere erfaringer og tips at dele.

Og nu til pizzaen. Faktisk må jeg indrømme noget. Jeg brugte en færdig pizzasauce. Nu plejer jeg faktisk at sætte en kæmpe ære i at lave så meget som muligt fra bunden. Og specielt tomatsaucer er faktisk ikke rigtigt noget, som jeg normalt ville overveje at bruge færdigt, men nu stod den jo og glanede i skabet. Og ved du hvad? Jeg blev faktisk positivt overrasket. Den smagte godt. Det var denne fra Mutti, jeg brugte. Men det bliver lige mellem os to, ik? Hvis du gerne vil lave din egen tomatsauce, så brug denne opskrift. Som tidligere nævnt, så bliver der altså en del pizza ud af denne opskrift. Skal du ikke lave til 4 sultne skovhuggere, så halver portionen. Både af kødboller og dej. Så vil jeg tro at den passer til cirka to-tre personer.

Jeg lavede to forskellige versioner. Den første (som Karen bedst kunne lide) var med kødboller, courgette i tynde skiver og revet parmesan på toppen. Nummer to (som jeg synes var bedst) var med kødboller, bresaola, pesto og parmesan. Husk, der skal ikke nødvendigvis meget topping på pizzaen.

Hvad skal du bruge? (Her er der til 4-6 sultne mennesker)

Den koldhævede fuldkornsdej

  • 0,5L koldt vand
  • 25g gær
  • 2 spiseskefulde olivenolie
  • 2 teskefulde salt
  • 200g durum mel (jeg brugte denne fra Il Fornaio) Brug også lidt til udrulningen.
  • 550g fuldkornsmel (Denne)

Kødboller

  • 350g hakket oksekød
  • 1 æg
  • 1 løg
  • 2 spiseskefulde rasp
  • 2 fed hvidløg (de var ret små)
  • 1 teskefuld fennikelfrø
  • 1 teskefuld timian
  • Salt og Peber

Herudover (afhængig af hvad du lige har lyst)

  • 1 dåse pizzasauce (eller en gang af den hjemmelavede)
  • frisk mozzarella – Jeg brugte 3 stk til 2 pizzaer, men jeg er også rigtig glad for ost.
  • 1 courgette
  • Bresaola
  • Pesto
  • Frisk basilikum (for det synes jeg er godt)
  • Parmesan til toppen

Først igang med dejen, da den jo tager længst tid. Specielt hvis den som her skal koldhæve.

Rør gæren ud i vandet. Kom salt og olie i. Tilsæt mel til du har en dejlig våd dej. Ælt den godt igennem, gerne 7-8 minutter på maskine. Dæk den til og kom den på køl. Min fik 12 timer i køleskabet, men den kan sagtens klare mere.

Når den skal rulles ud, så gør det på et bord med godt med mel, da den er halvvåd. Jeg gjorde det i lige dele durummel og lige dele almindeligt hvidt hvedemel. Del den først lige i 4 lige store kugler. Dejen skal rulles så tyndt ud som muligt.

Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

På med et tyndt lag tomatsauce og herefter osten. Det er altså en skrøne at osten skal ovenpå fyldet.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Til kødbollerne skal du egentlig bare blande alle ingredienserne. Det kan dog være en god idé at rive løg og hvidløg, da mine blev sådan lige rustikke nok. Det er vist mere et spørgsmål om tekstur end smag. Til dem til små kugler. De skal bare direkte på pizzaen, da de sagtens kan nå at blive færdige mens den bager. Har du nogen i overskud, skal de bare have en hurtig tur på panden, så de er klar til en gang tomatsauce senere.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Så, nu er vi der vist med den først pizza. Skær din courgette i små tynde strimler med en tyndskræller eller mandolin. Jeg synes næsten førstnævnte er den nemmeste. Giv den lige en gang salt og peber inden den rammer ovnen. Hvis du er lidt fræk, kan du sagtens give din courgette en tur på en grillpande først. Det havde jeg ikke tid til.

Ovnen skal gerne stå på “så varmt som muligt”. Min går til 275 grader. Hvis muligt også undervarme, specielt hvis du ikke ejer en pizzasten. Har du sådan en, skal den lige varmes godt igennem inden pizzaen kommer på den. Bag til den har taget lidt farve. 7-10 minutter.
Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.Riv lidt parmesan over og fordel nogle basilikumblade for øjets skyld.  Nu kan du slå dig løs.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Den anden pizza fik samme tur. Udover at jeg også supplerede op med bresaola og lidt pesto til sidst. Eddersparkemegodt.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Og som nævnt længere oppe. Er to pizzaer nok til dig (jer), så form overskydende dej til et lille brød. Lad det hæve en smule mens du leger pizzabager og bag det, ja, indtil det er færdigt. Så har du også reddet dig brød til morgenmaden.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Overskydende courgette? Så kan du lave dig en lille salat med den – enten til pizzaerne eller til frokosten dagen efter. Skær den i tynde strimler på en mandolin. Rør den med lidt pesto, salt og peber. Riv lidt parmesan udover den. Se, nu får vi brugt det hele.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.Ekstra kødboller og tomatsauce? Ja, nu kan du jo nok regne ud hvad de skal. Mix and match. Kog lidt pasta til. Eller hvis du er den sunde type, så laver du courgette pasta til. Jeg holder mig nu til hvedeversionen.HighCarbHighFat for life.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Det var da egentlig en dejlig måde at få brugt alle ingredienserne til fulde. Ingen kom til skade, intet blev smidt ud.

PS. Du kan nok godt forvente dig en del indlæg i den kommende tid. Der ligger nemlig masser billeder klar til at blive skrevet tekst til.

God søndag.Koldhævet fuldkornspizza med kødboller.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Anna
    28. marts 2014 at 20:26

    Det ser simpelthen helt vildt lækkert ud! Pizza, squash, kødboller og pesto = perfekt – det kunne jeg da sagtens spise lige nu 😉
    Hilsen Anna
    – anna-mad.blogspot.dk

    • Reply
      Thomas
      31. marts 2014 at 20:05

      Tak, Anna.
      Kan man ikke altid spise pizza 😀

      Thomas

  • Reply
    Anders
    12. februar 2016 at 18:54

    Ser super lækkert ud… har netop fået en pizzasten og sad derfor og søgte efter en god opskrift på koldhævet pizzadej så vi forhåbentlig kan få nogle som er næsten lige så lækre og sprøde som når man tager på restaurant og får en. Så håber denne lidt anderledes opskrift med fuldkorn kan gøre det ekstra lækkert. 🙂

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.