K

Køkkenmaskinetesten – Bjørnen vs Kenwood.

THOMAS ALCAYAGA

Velkommen til Madet Mere.

Målet er, at du her kan finde et lille kulinarisk og hedonistisk fristed på det store internet, hvor du kan dvæle ved en kage, savle over gluten og nyde velstegt kød. Der er meget få dogmer, men målet er at holde det hele lidt i øjenhøjde.

Thomas

Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg virkeligt har en svaghed for ting til køkkenet. Det er også ret fint at det er til køkkenet, for så kan det da i det mindste bruges til arbejdet. Havde det været have udstyr, havde vi været noget mere udfordrede her på 6. sal. Men jeg synes faktisk jeg har været så meget forskelligt udstyr igennem, at jeg faktisk næsten kan begynde at sige noget nogenlunde fornuftigt om det. Og det har ligget mig på sinde noget tid, at skrive noget om det. Der har været rigtigt mange kladder, men de er ikke blevet færdige. Men nu starter vi altså ud med køkkenmaskinerne. Det forholder sig sådan at indtil julen har maskinparken primært bestået af kenwood. Først mormors arvestykke og dernæst nedenstående kenwood Major, som vi fik i bryllupsgave. Men så flyttede bjørnen ind. Man kan ikke kalde det en drengedrøm, for jeg havde vitterligt meget andet at tænke på og drømme om som dreng, men på det seneste havde jeg læst, at netop bjørnen var the shit. Og jeg vil da ikke afvise at jeg er enig med det udsagn. Men jeg vil lige komme med en disclaimer til at starte med, og det er at titlen på indlægget måske er en smule misvisende. For det er som sådan ikke en test, nok nærmere en guide. For der er ikke nogen decideret vinder, nærmere skal den hjælpe dig, som overvejer en ny køkkenmaskine, med at vælge den rigtige. Så det er en guide, men jeg synes også bare det var lidt tamt at kalde noget en guide, når der kun var to forskellige maskiner med. Teoretisk set burde den også inkludere en kitchenaid, en assistent og en OBH for at være nogenlunde dækkende, men nu ville jeg blot inkludere dem, som jeg kendte rigtigt godt. Ikke bare noget som var kommet ind af døren, som jeg så kunne konkludere også kunne ælte. Hvor om alt er, så håber jeg det er indlæg i hvert fald kan få dig til at overveje hvad du skal have, inden du bare køber noget. For det er måske ikke nødvendigvis den dyreste model, som er perfekt til dig.

Endnu en lille disclaimer, jeg vil bare sige at indlægget IKKE er sponseret. Bjørnen har jeg købt og betalt med mine egne penge. Kenwood’en har vi godtnok fået. Men det var i bryllupsgave, så jeg tvivler på at mine mostre har en umiddelbar kommerciel bagtanke med den gave. MEN jeg vil også gerne nævne stedet jeg har købt Bjørnen, for der fik jeg altså en god service. Jeg bestilte maskinen den 25. december, fik tracking nummer første hverdag efter julen og modtog maskinen dagen efter. Den var selvfølgelig også sendt med GLS, så den skulle ikke rodes ind i alt muligt med PostNord, som jeg i den grad har mistet tiltroen til. Faktisk var servicen så god hos Kitchen One at jeg lidt impulst også fik købt en ny foodprocessor den sidste dage i deres udsalg. Ok, det var mega impulst. Men nu er mit lille maskinhjørne også ved at være godt kørende. I det andet hjørne står der en bamix, bare så folk ikke tror at jeg er maskinelt underernæret.

Duellanterne

Rødt ringhjørne: Teddy Bjørn

Teddybjørnen er om man vil “en rigtig fightertype” med dansk oprindelse. Men den er også ret ensporet, den kan ælte, røre og piske. Man kan købe en version som har et udtag, så du kan sætte grøntsagssnitter eller kødhakker på. Men derudover er ekstraudstyret ret minimalt. I kassen kommer der sammen med maskinen og skålen et piskeris, dejkrog og spatel. Derudover er der et låg til skålen, et “stænklåg” i plast og en ifyldningsbakke. Ledningen kan tages af og sættes på og man kan selv vælge om det skal være med eller uden jord. For at gøre det en smule bilkortsagtigt, så lister jeg lige lidt facts op nedenfor.

  • Skålstørrelse: 5L
  • 500 watt
  • vægt: 20kg
  • Kraftudtag – Nej, men kan vælges i anden model.
  • Ekstraudstyr udover det medfølgende: Nej
  • Farvevalg: Rød – Men fåes i ca 10 forskellige.
  • Vejledende Udsalgspris: 9567kr – Fås til 7699kr her 

Gråt ringhjørne: Kenwood – Major.

En lidt mindre maskine rent vægt og størrelsesmæssigt, men med væsentlig flere strenge at spille på.

  • Model KMM060
  • Skålstørrelse: 6,7L
  • 1500 watt
  • vægt: 9,7kg
  • Kraftudtag – 3 stk (udover krogen)
  • Ekstraudstyr udover det medfølgende: Ja, der kan tilkøbes følgende:
    • Kødhakker
    • Råkostapperat
    • Bærpresse
    • Pastakværn
    • Vendeværktøj (sådan en piskeagtig ting, som kan vende fx fløde i en mousse)
    • Råkostapperat
    • Kornmølle
    • Pastarulle
    • Saftcentrifuge
    • Ismaskine
    • Minihakker
    • Foodprocessor
    • Osv osv osv (se hele udvalget her)
  • Farvevalg: Metalic.
  • Vejledende Udsalgspris:6499kr – Fås til 3999 Her

FIGHT!

Ekstraudstyr

Og lad os så komme til det. Lad os se på hvad de kan og hvad de gør.

Hvis man tager de lidt kritiske briller på overfor bjørnen – og det skal til, synes jeg også. Så er det prisen hvis man skal have kraftudtag på sin maskine. Så skal du ligge yderligere et par tusinde, kontra uden. Og så koster kødhakkeren derudover 3000kroner. Det vil sige at for at kunne opgradere til kødhakker versionen, skal du punge ud med yderligere 5000. Og hvor ofte er det lige du bruger din kødhakker? Nu kommer Kenwooden i mange forskellige pakker hvad angår ekstraudstyr som indgår. Men er der ikke kødhakker med, så er vi ude i en udskrivning på blot 500 kroner – hvor der også indgår pølsestopper og deslige. For cirka 1000 kroner kan du købe en udemærket standalone kødhakker. Det gør jeg på et tidspunkt og så sparer 4000.

Men en meget lille feature – men ikke destomindre en meget brugt feature er plastlåget til kedlerne på bjørnen. Jeg har utallige gange stået med kenwooden og viklet gud ved hvormange meter film omkring kedlen, når den skulle koldhæve. Altså dejen i den.

Maskinerne

Når folk kigger på køkkenmaskiner, så er noget af det første der bliver kigget på antallet af WATT. Og her går der i mit hoved noget galt. Misforstå mig endeligt ikke. Det kan sige noget men ikke alt. Antallet af watt er en beskrivelse af hvormeget strøm der går ind i maskineriet – IKKE hvormeget der kommer ud. Det vil sige at sammenligner du to ens motorer fra Kenwood, kan det være med til at indikerer, at den ene sluger mere strøm end den anden også betyder at den er stærkere. Men at sammenligne bjørnens 500w med kenwoodens 1500w og sige at du får 3 gange så meget power er pløk. Bjørnen har langt mere moment end kenwood’en. Kenwood skal også levere kraft til ikke mindre end 4 udtag, som også kører mens du ikke bruger dem. (to i toppen, en foran og så den krogen sidder i). Så hvad angår power er bjørnen en klar vinder. I både det der kommer ud og det der går ind.

En lille ting har irriteret mig ved bjørnen, som på sigt er noget man vender sig til. Men stænklåget som både kenwood og bjørn har, slutter ikke ordentligt tæt på bjørnen. Se billedet nedenfor. Det vil sige at er du ikke helt opmærksom på det, så kan den sende mel-kaskader op i luften. Det virker også meget uigennemtænkt, at hvis man vil bruge den ifyldningsbakke, så kan du ikke have stænklåget på. Så enten har du stænklåg på og skal åbne maskinen, når du skal tilsætte mere mel eller så tager du stænklåget af, kan tilsætte og risikerer at der er ting over det hele. Ifyldningsbakken er jo fin nok hvis du skal lave fx mayonnaise eller tilsætte andet flydende, som ikke sprøjter helt på samme måde. Kenny’s kan begge dele på samme tid. Lad ikke stænklåget være det som gør udslaget i din beslutning om maskine, men sig ikke at jeg ikke har sagt det.

Jeg har set at en del har nævnt at både kenwood og kitchenaiden kan være nogle værre dansemaskiner, når man ælter dej i den. Og ja, jeg har måske også navngivet min kenwood indianernavnet “Danser med dej”. Og det er altså en sandhed med modifikationer. For ja, du kan sagtens få den til at hoppe og danse på bordet. Men det handler i bund og grund om at du har formeget dej i din maskine, dejen er for “tør” og du så også ælter ved for høj hastighed. Jeg mener slet ikke at der er behov for at ælte så hurtigt. Det har aldrig været et problen når jeg fx piskede fløde. Så jeg tror det i bund og grund handler om at bruge maskinen forkert. For når jeg bare æltede en normal dej ved lav hastighed, så kunne den også sagtens stå selv. Og her er Teddy altså heller ikke bedre. Bare fordi du køber en en dyr køkkenmaskine i sportsvognsrød, så kan du ikke bare slå hjernen fra. Hvis du ælter ved højeste hastighed, kan den også danse lidt. Mindre end kenwooden, men den danser. Den vejer trods altså også dobbelt så meget uden belastning.

Nogle vil nok også kigge på skålstørrelsen. Nu hvor jeg har brugt begge maskiner i så tilpas lang tid, at jeg har været vidt omkring i brugen, kan jeg se, at der reelt ikke er den store forskel når den er i brug. Kenwood med 6,7L kontra 5L i Bjørnen lyder af meget mere end det er. Hvis du ser på et af de billeder ovenfor, hvor de står ved siden af hinanden kan du se, at skålen er næsten lige stor, hvor bjørnen så også udnytter sin bedre. Det er også som om at bjørnen ælter bedre og i et større område af skålen end kenwood. Se på dejkrogene nedenfor. Du kan fornemme at bjørnen når længere ud. En ting jeg observerede hos kenwood var, at når jeg havde en lidt for tør dej, hvor glutenet var blevet aktiveret og den var blevet ret elastisk, så havde dejen en tendens til at “kravle” op af dejkrogen. Så den endte med at sidde op af dejkrogen og faktisk ikke blive motioneret ret meget. Der er Bjørnen langt bedre til at ælte effektivt.

Man kan også på piskerisene se, at der altså er lidt en forskel på byggekvaliteten på de to. Det er ret generelt. Dog tror jeg ikke at det er noget, som de fleste vil bemærke. Jeg tænkte faktisk meget lidt over det før jeg fik bjørnen. Selvom jeg har haft bjørnen snart to måneder, så har jeg også kun brugt piskeriset en gang. Så det er for mig heller ikke det der gør det store udslag. Piske du kun fløde eller æggehvider, så vil du heller ikke opleve nogen forskel. Spaderne – Den med K form på kenwooden og lidt anderledes udseende på bjørnen er cirka samme kvalitet. Jeg kunne godt savne den med plastikken fra Kenwood. Jeg overlever.

Konklusionen?

For mig var den nok allerede givet lidt på forhånd, da jeg efter research valgte at “opgradere” fra kenwood til bjørn. Men er det, det rigtige at gøre for alle?

Helt ærlig, hånden på hjertet, så er en Bjørn ikke for alle. Først og fremmest synes jeg at du skal have en ret udpræget interesse i at bage brød eller andet hvor du har behov for musklerne. Og det skal have det ofte.  Det har jeg. Hvis du bare godt kan lide at bage boller 1-2 gange om måneden, så er det ikke nødvendigt. Så ville jeg købe en kenwood. Den fylder ikke så meget på køkkenbordet og har et kæmpe udvalg af forskellige aggregater, som du kan sætte på (og købe til). Der er du noget mere begrænset med teddy. Du har faktisk ikke så mange andre muligheder.

Dog vil jeg sige, skal du helt op i toppen af gear-nørd hierakiet. Andre folk med en teddybjørn derhjemme vil starte med at give dig det hemmelige håndtryg… Nej, jeg kan ikke sige mere. Og alle dem uden Teddybjørn vil kigge misundelig på dig. Min kammerat har også en Teddy, som han var lidt skødesløs med. Den stod og bankede en lidt for tør dej for sig selv på køkkenbordet. Pludseligt dansede den ned af bordet. Og tror du ikke den blev ved med at ælte efter den lå på gulvet. Den tog sig en skramme i emaljen, men fortsatte ufortrødent. Jeg tør ikke satse på at lave samme test med kenwooden, men det bevidner bare at Teddy altså er et powerhouse af en utrættelig ælter. Lad lige vær med at smide dine maskiner på gulvet for at teste.

Jeg er lykkelig for at der står en Teddy hos mig, for den gør lige præcist det den skal. I de par år jeg havde kenwood brugte jeg fx kun den medfølgende blender 3 gange. Og alle tre gange var til at holde sprøjteposer, mens de blev fyldt. Get my drift. Men jeg ved også at flere er rigtigt glade for de aggregater, som medfølger. Så det vigtigste er vel at finde ud af hvad du har brug for. Ikke hvad dit lille grej-liderlige hjerte befaler, men hvad du har brug for. For hvis du vil kunne lidt af hvert, men ikke så ofte, så køb kenwooden. Hvis du vil have en rigtig flot maskine, du bager mest kager og den skulle kunne stå fremme, så overvej en Kitchenaid. Det kunne lyde lidt fordomsfuldt, men det er kun blevet en klassisker fordi den kan noget. Den kan noget som slet ikke dækker mine behov, men for mange er det fint. Jeg har hørt fra flere at det ikke er den, som skal køre lange tunge deje. Der kan du også tilkøbe alt lige fra kødhakker til pastamaskine og spiralizer.

Jeg er i hvert fald fuldt tilfreds med mit valg og føler jeg har fundet maskinen, som passer perfekt til mig. Så vi bager videre. Hvilken maskine har du og vil du give mig ret i bare nogle af mine antagelse? Eller er tændstikken strøget mere end en gang?

Categories

  1. Leif Ostberg says:

    I just received the new Thermomix TM5, and it is great and replaces all the machines you mentioned.
    Just saying…..
    Leif

  2. Bente says:

    Som altid spændende læsning. Er vild med de indlæg, hvor du nørder lidt. Tænker ofte på det indlæg, hvor du nørdede om mel fra tidligere i år.
    Jeg har en artisan, den danser ikke, men den kræver en forholdsvis stor portion dej. Så jeg kan ikke køre en tærtedej eller lign. Jeg overvejer derfor om mit køkken også skal indeholde en kenwood. Håber du senere nørder omkring foodprocessor, da jeg er meget i tvivl om, hvilken jeg skal købe. Tak for en god blog.

  3. Luis says:

    Jeg har også en Teddy, og jeg er helt på linje med dig.
    Jeg har dog et problem med, at nogle af tingene samler sig helt i bunden.
    Her den anden dag ville jeg piske æggeblommer og sukker sammen, og da jeg var færdig fungerede det ikke rigtigt. Da jeg hældte det ud, lå der en tung masse i bunden af skålen, og det var tydeligt, at piskeriset ikke kunne komme ned i bunden.

    Dette er sket for mig nogle gange.
    Har du prøvet dette?

  4. Tobias says:

    Hej Thomas
    Jeg synes at dit indlæg er spot on. Jeg har netop selv gået og overvejet Bjørn kontra Kenwood. Den gamle Kenwood major’s 800w var blevet for træls at arbejde med og larmen var ikke til at holde ud. Efter flere test og afprøvninger af begge maskiner faldt mit valg dog på Kenwood. Dels af samme overvejelser som dig (udstyr, jeg har kasseret min blender og foodprocessor og bruger nu nogle som passer på udtrækket til kenwood’en). Jeg kan ikke undvære en kødhakker og synes en ekstra køkken maskine kun til at hakke kød fylder for meget, og prisen på udtræk og kødhakker til bjørnen er helt vild.
    Den store deal-breaker var efter jeg prøvede Kenwood’en med spiral-krog (til dej) i stedet for den gamle, som jeg kan se du har på billedet. Efter min mening ælter spiralkrogen mere som Bjørnens krog og ligner også. Jeg bruger maskinen til at ælte brød 3 gange ugentligt, så det var vigtigt at ælteegenskaberne er i orden.
    Derfor endte det med den nye udgave af Kenwood (chef xl titanium 1700W).
    Godt indlæg, tror der er mange køkken nørder som er i tvivl.

  5. Liv says:

    Jeg har en Kitchenaid Artisan, og den blev vist mest valgt fordi, den er så pæn! Jeg har haft den i snart 10 år, og den bliver brugt et par gange om ugen, mest til at røre dej, men hold op hvor er det irriterende, at skålen er så lille, at jeg maks kan tilsætte 1/2 l vand til dejen!

    Til gengæld har jeg både udskiftet dele, renset og strammet hemmelige skruer efter vidoer på Youtube, for den har både hoppet og danset, lugtet mystisk og ikke villet starte – og der er det jo fedt, at der er så mange, der har en kitchen aid, skiller ting ad og navngiver serienumre på løsdele, så man kan reparere og ikke behøver at skifte maskinparken ud før tid!

    Næste gang, så vil jeg vælge en maskine med flere muskler og ideelt også med større skål, for jeg bruger mest maskinen til at ælte, og det vil være fedt at kunne tilberede større portioner.

  6. Rikke Palmgren says:

    Jeg har en lille Kenwood, da jeg mest bager kager og der er K-spaden på de nyeste modeller fantastisk. Startede med farmors orange Kenwood, som efter en dejdans i øvrigt også fortsatte ufortrødent på trods af, at den lå på siden på køkkengulvet. Det var vist gulvet der fik den største skramme…
    På arbejdet har vi en større Kenwood, men jeg synes den lille både ælter og pisker bedre, derfor faldt valget på den lille, selvom det betyder jeg må lave flere portioner for at fylde de største forme.

  7. Hej Thomas
    Super godt blogindlæg ang. 2 køkkenmaskiner.
    Mht. at Bjørnen “smider” med melet i forbindelse med ekstra tilsætning, så prøv evt. at tilsætte 1/2 spsk. og derefter lade maskinen ælte et par omgange eller 3 – for derefter, at tilsætte 2-3-4 spsk. alt efter behov, hvis vi gør det på den måde, så vil melet ikke “puffe” ovenud af skålen.
    M.v.h.
    Frederik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *