THOMAS ALCAYAGA

Velkommen til Madet Mere.

Målet er, at du her kan finde et lille kulinarisk og hedonistisk fristed på det store internet, hvor du kan dvæle ved en kage, savle over gluten og nyde velstegt kød. Der er meget få dogmer, men målet er at holde det hele lidt i øjenhøjde.

Thomas

Jeg ved godt at det her er en madblog og der faktisk slet ikke bliver vist mad i dette indlæg. Men for mig hænger maden og smagene unægteligt sammen med synet, æstetikken og derved det, som maden bliver serveret på. Havde du for 5 år siden sagt til mig, at jeg den dag i dag ville have utallige tallerkner, skåle og andre ting at servere maden på, så havde jeg nok grinet højlydt. Men jeg har faktisk nærmest ikke længere styr på hvad jeg har, for der er virkeligt sneget sig meget ind af døren de seneste år. Og jeg har ikke længere tal på det, men jeg ved at jeg har et helt værelse med regi, et køkken fyldt og så en del i kælderen. Faktisk vidste jeg heller ikke for 5 år siden at jeg overhovedet skulle have en madblog. Om 1,5 måned er det 5 år siden jeg spontant kastede mig ud i madbloggeriet og det er jo gået meget godt. Det til trods for at jeg regnede med at jeg kunne tage alle billeder med min iPhone og maden bare kunne serveres på sofabordet og på vores ittala tallerkner. Jeg startede madbloggen 14 dage før jeg blev 30 år gammel og det var som om at de der 30 år gjorde et eller andet. Jeg købte min første muselmalede tallerken og mit første spejlreflekskamera… Og derfra kammede det over på alle tangenter. Så reelt set burde jeg nok kalde det her indlæg “en keramik hoarders bekendelser”. Men nu blev det så keramikguiden i stedet for. For jeg har meget mere keramik og jeg vil gerne oplyse lidt. For hvor jeg helst ikke vil pege fingre i forhold til hvad du spiser, så vil jeg tillade mig at være ultrasnobbet i forhold til hvad du spiser det af. Sorry not sorry. Det er noget med en slanke-ekspert og nogle forfærdelige tallerkner og skåle.

Men som sagt ville jeg gerne dele lidt af min passion for keramikken. Og jeg tænkte at det ville være passende at starte lidt udenfor Horsens. Her besøgte jeg i december troldmændenes værksted, hvor Kasper og Aage (med flere) huserer. Hvis navnene ikke siger dig så meget, kan jeg sige at de hedder Würtz til efternavn, er far og søn og laver keramik til nogle af de mest promenente restauranter i Danmark – Faktisk rigtigt mange af dem – Så hvis du har spist godt, har du sikkert også spist af deres stentøj. Historien er rigtig lang, startede vist blandt andet med nogle blomster kupler med huller i, hvor blomsterne kunne stikkes i, men renæssancen kom vel da Noma serverede deres mad på tallerkner og skåle fra værkstedet og så samtidig var verdens bedste restaurant. Når Noma gør noget skaber det bølger, som til sidste ender hos os bloggere. Pludseligt kunne man ikke lave mad til bloggen uden det skulle fotograferes på en grå, hvid eller sort tallerken eller skål herfra. For det var nemlig det som var i sortiment hos H Skjalm P, som faktisk var de eneste som forhandlede det ufatteligt prestigefyldte keramik til almenvællet. Alle skulle have det i 2012 og 13. Det er stadig lige så populært. Nu er de også at finde i Illums Bolighus, så man dog skal besøge fysisk for at købe. Jeg husker stadig den glæde jeg havde, da jeg købte den første skål derfra. Umiddelbart mener jeg, at det her var det første dokumenterende indlæg, hvor jeg bruger skålen. Og det er faktisk stadig en rigtig god ret. Det var her hele passionen for keramik startede. Siden er der kommet mange flere forskellige kunstnere ind i samlingen, men stentøjet fra Würtz er det, sammen med et par få andre kunstnere, som jeg altid vender tilbage til. De andre får deres eget indlæg senere. Men jeg synes kun det var passende at starte denne “guide” om man vil med keramikken fra Würtz, da de både var dem som tændte flammen, er det keramik som flest har spurgt ind til gennem tiden og så ja, fortjener lidt opbakning på grund af denne spegede sag.

Og ja, hvis du har Christian Bitz plakater hængende over sengen, så skal du muligvis overveje om du vil læse det følgende afsnit. Men det er også lidt grunden til dette indlæg ikke kommer før nu, for jeg har på mange måder været lidt i tvivl om denne galde hørte hjemme på bloggen. Og det er jeg så kommet frem til, at det gør det. For jeg synes virkeligt at det er en klokkeklar sag og det er mig ubegribeligt at den er faldet ud, som den en gang er. Selv en blind mand kan jo se hvor ideen kommer fra. At Hr. Bitz så også samtidig havde været forbi værkstedet, gør jo ikke hans sag bedre. “Jamen man kan da ikke have patent på at lave en sort tallerken”. Nej, men det er jo ikke bare en sort tallerken – eller grå for den sags skyld – det er en form og et udtryk. Det er jo at tage en idé, som nogen har brugt lang tid på at udvikle i hånden, sende den til Kina for at få den produceret for en slik. Det er grimt håndværk – hvis det overhovedet er lavet i hånden. Det ser billigt ud. Og det er hvad det er. Problemet er jo, at det samtidig legitimerer at hvem som helst kan kopiere håndværk, masseproducere og så kunne gå fra det med en stor pose guld i lommen. Jeg så et skilt i en butik for nyligt, hvor der stod, at hvis man ville have lokale butikker at handle i i morgen, skulle du huske at støtte dem idag. Ja tak, denne butik havde så samtidig klistret ruden til med Bitz-opstillinger. En tallerken fra en (kunst)håndværker koster måske et sted mellem 4 og 8 gange så meget som dem fra Bitz, men de kan så noget andet. Jeg ved denne post nok ikke rykker det store, men nu slap jeg i det mindste af med noget af gallen, som jeg har gået med.

Hvorfor skal det så være så dyrt, det der keramik? spørgsmålet er om det er dyrt. For selvom de fleste af os har en nogenlunde erfaring med at lave grimme askebægre i formning, som blev givet til alle mulige lejligheder, så tror jeg man kan glemme lidt hvor meget arbejde der er i at lave sådan en tallerken. De fleste tror at man trykker på en knap og så kommer der noget ud, som lige skal brændes med noget glasurværk på. Men vejen er længere. Først skal leret vejes af, så skal det æltes for at man kan arbejde med det (du kan se Aage gøre det i et billede nedenfor). Så skal tallerknen drejes, så det får den rigtige form. Nu skal det tørre (se billedet lige nedenunder) for derefter at blive drejet endeligt af. Mener jeg det hedder. Her bliver formen endeligt tilpasset. Så skal tallerknen brændes i en ovn. Køle. Glaseres. Brændes igen. Slibes af i hånden. For så til sidst at være klar til blive solgt. Og forud for det så er der jo gået en hulans masse forsøg for at finde den rigtige form, størrelse og glasur. For ikke at tale om at det skrøbelige ler kan gå i stykker ved hver eneste af førnævnte processer. Det kan revne, få den forkerte form eller falde sammen. Så er der jo også udgiften til materialer, el til kilnen, opbevaringsplads til at tørre. Det løber op. Og så skal der også være nogen som vil købe dit produkt. Du kan se nogle af processorne nedenfor. Er det så virkeligt så dyrt?

“Make craftmanship great again”

 

Og så var der lige mine egne ting. Jeg har jo allerflest af de nye ting, men det er også meget sjovt at gå på loppemarked, finde noget af det ældre i en bunke. Nogle gange ved folk hvad det er, andre gange skal folk bare have ryddet op. Og der står altså en del rundt omkring, for det er nogle år de har været igang nu. Men det sjove er også, at nogle af de gamle ting begynder af få en revival, for jeg synes at man kan se mange ting blive gentaget igen nu. Fx den lyse baggrund med prikker på. Det blev allerede lavet i Glud i 80erne og nu igen ved fancy keramikere i København. Jeg var faktisk også så heldig at finde noget af det grå, som jo stadig bliver lavet, i en loppehal, hvor jeg måtte betale hele 30 kroner for to tallerkner. Formen er lidt anderledes end den man laver idag, men glasuren er helt den samme. Prøv at se om du kan spotte de to tallerkner ved det andet grå stentøj.

Og de lidt nyere ting nedenfor.

Alle har lidt blå nuancer. De to tallerkner og den lille skål som matcher, er købt i Illums Bolighus.
Glasuren er inspireret af blåmuslinger.
Tallerkner lavet til David Burns i New York.
De fleste af tingene er købt enten hos H Skjalm P eller i Illums Bolighus. Den hvide skål med sort er fundet til et loppemarked. Den helt flade tallerken uden kant er lavet til Thomas Hermanns restaurant i Nimb.
Tre lidt forskellige skåle. Jeg faldt for den mindste fordi den var lidt anderledes. Den mellemste er rå i utrykket og lavet til Noma. Den største er helt blå og stikker faktisk lidt ud i forhold til mange af de andre ting.
Jeg faldt for den nederste skål fordi den minder mig om en brun havørred. Den lille side/kage tallerken passede bare godt til. Den kan også sagtens bruges til fx smør.
Her er noget af det grå, som de fleste kender. Suppleret op med lidt forme, som ikke er helt så normale. Kan du spotte de to gamle tallerkner?
De blev solgt i Illums Bolighus en overgang. Men blev vist for vilde, så nu er det de sælger derinde noget mere afdæmpet. Jeg går altid efter det mest crazy.
Her en blanding af ting fra Illums Bolighus (skåle, kop og de nederste tallerkner). Den store tallerken er fra H Skjalm P. Saltkar og lille tallerken er fra showroomet.

Det var så første “afsnit” i keramikhoarderens bekendelser. Har du en favoritkeramiker, som jeg måske har overset?

Du kan finde mere information om produkterne, forhandlerliste og kontakte KH Würtz via deres hjemmeside HER

For god ordens skyld, skal det det nævnes at indlægget IKKE er sponseret og jeg IKKE har modtaget noget for at skrive det. Dette skrives af lutter lyst og glæden ved flot keramik. Alt keramik er købt og betalt med rigtige penge.

Categories

  1. Kære Thomas.
    Jeg er jo fuldstændig enig med dig i forhold til den del der handler om, at kvalitet koster.
    Og at jeg også gerne vil betale for ordentlig kvalitet, selvom min indre kræmmer nu helst vil prutte om prisen og elsker loppefund, så ved jeg også godt hvornår tingene koster det de retteligt skal.
    Stadig er jeg tilbøjelig til at minde dig om, at nogen jo rent faktisk finder Bitz og Schamburg Müllers og hvem der ellers lader sig inspirere (kopiere) af keramikkens verden, rigtig pænt. Og det skal det vel sådan set også være plads til? I hvert fald så længe de ikke bilder sig selv ind at det er dansk håndværk. Selv elsker jeg at finde en god lille vase eller lignende i Søstrene Grenes f eks, velvidende at det overhovedet ikke er håndgjort, ej heller holder i særlig mange år. Det er så min indre kamp i forhold til det bæredygtige aspekt, og det er efterhånden ved at blive det argument der fraholder mig fra at horde endnu flere ting – TING jeg egentlig lever fint uden.

    Venter spændt på hvor din keramikguide bringer os hen næste gang … kan anbefale at du besøger Line Rønnest på Smallegade på Frederiksberg. Nuvel, hun har en helt anden stil hvor hun med sin keramik leger med glasuren, kontraster og ret så klare farver. Jeg er pjattet med hendes lethed. Især blandet med det grove af de andre sager jeg har.

    Hilsen en knap så udstyrsrig, men mindst lige så keramik-begejstret madblog kollega,
    La Cucina NADA

    1. Thomas says:

      Hej Nada,

      Nu elsker jeg jo loppemarkeder mindst lige så meget. Så jeg har et rigtigt godt mix af nyt og gammelt.

      Om der skal være plads til at folk synes at plagiaterne er flotte og køber dem? Ja, det kan man simpelthen ikke lave om på. Men den rejste langefinger peger jo også mere mod producenten end forbrugeren. For så længe der bliver sat billigt skidt til salg, så længe vil folk købe det. Jeg ser det lidt som at pryde sig med lånte fjer, men det er jo egentlig op til folk selv. Det er det med at stjæle ideen. I vores metier som madbloggere går nogle jo også rigtigt meget op i at blive krediteret for arbejdet og ideerne. Og her taler vi stadig kun om noget så tilpas dødeligt som en simpel opskrift eller et billede, som er nemt at gøre om. Hvis en skriver ens opskrift af uden at henvise til rette ejer, så bliver høtyvene med det samme slebet og faklerne tændt. Her peger jeg virkeligt ikke fingre af nogen, men det er den følelse jeg kan stå med tilbage, når man følger lidt med i “himlen”.
      Jeg har også ting fra Søstrene Grene, bruger dem mest som en del af arbejdsudstyret, men jeg synes det er fint og på mange måder mere unikt end det bitz’en laver.

      Jeg er stødt på keramik fra Line Rønnest flere gange. Jeg vil sagtens kunne se det blive brugt, når jeg laver billeder, men det falder faktisk ret meget udenfor mine præferencer. Jeg er meget mere til det organiske. Det betyder også næsten alt det keramik jeg har er enten hvidt, sort, grå, mosgrønt eller petroleum. Eller en kombination af dem.

      Thomas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *