Grej/ Selvgjort er velgjort/ Tour De France

Kanin med svesker – Lapin aux pruneaux – Touren – Etape 4. Agen.

4. juli 2020

I Danmark spiser vi oftest bare svesker til jul, hvor de er stoppet ind i anden. Det skulle da lige være, hvis man havde lidt hård mave. Vi spiser slet ikke nok kanin heller. Så det har jeg tænkt mig at slå et slag for med dagens etape.

Da jeg sad og undersøgte, hvad jeg skulle lave, faldt jeg over den der opskrift hvor man kombinerede kaninen med svesker. Kunne det lige være mere optimalt? Der er jo også klassikere som svesker i armagnac og forskelligt bagværk, men nu tager vi lige den her først.

Hvis du lidt er typen, som kun mener, at svesker er til folk over 75 med maveproblemer, så må du altså genoverveje det. Specielt hvis du holder dig fra de kedelig amerikanske svesker og i stedet køber franske svesker. I byen Agen, som ligger øst (135km) for Bordeaux, producerer de lækreste svesker. De er faktisk kendt som Frankrigs sveskehovedstad med årlige markeder og festivitas hyldende denne lille brune sag. Ja, tænk, det vidste jeg slet ikke før jeg gik på wikipedia. Og det er faktisk en ret billig luksus at skaffe. Jeg tror en pose med omkring 250g koster i omegnen af 25 kroner, så vi er slet ikke i nærheden af prisen på årgangs bourgogne eller kaviar. Disse svesker er store, tykke og slet ikke så tørre som de billige ved købmanden er. Du kan ofte finde dem i velassorterede supermarker. En anbefaling er at købe svesker med sten. Stenene er nemme at fjerne og så giver det ekstra smag til sveskerne, at blommerne tørrer med stenen.

Kanin er magert og nemt at arbejde med. På grund af magerheden skal det ikke have så længe, så det gør sig også godt til en hverdagsaften. De vejer cirka 1,3-1,5kg slagtet. De kommer ofte med hovedet på, som måske kan være lidt drabeligt for nogen. Jeg har hørt et rygte om, at det var fordi man i gamle dage så kunne være at det var en kanin og ikke fx naboens kat eller lignende man købte. Jeg ved ikke om det er en røver. Smagen er meget ala kylling – Det siger vi jo gladeligt om lyst kød. Det har en smule mere smag og et snært af vildt, hvis du er heldig. Så tænk mere i retning af fasan. Jeg er totalt tosset med det og det er fast inventar på alle ferier til min far i Spanien, hvor det også er lidt billigere. Vil du gerne have kanin, men har svært ved at overskue sveskerne, så find en opskrift på kanin i sennep, som jo nok er noget af det mest klassiske man kan opdrive. Det er en let braiseret kanin i sennepsflødesauce. Vil du gerne lave retten, men kan ikke overskue kanin, så laver du den bare med kyllingelår.

I vintermånederne vil jeg nok servere kaninen med mos og måske en kålsalat til. Men her i varmen synes jeg det er mest optimalt med bare en smule brød og en grøn salat.

Kanin med svesker

Thomas
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 40 min
Samlet tid 55 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 stk kanin (cirka 1400g)
  • 3 spsk hvedemel
  • 200 g Agen svesker
  • 150 g bacon i tern
  • 1 stk løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3,5 dl tør hvidvin
  • 3 dl hønsebouillon
  • 1 spsk dijon sennep
  • 3 stk laurbærblade
  • bredbladet persille

Sådan gør du
 

  • Del kaninen; fjern lår og bove. Del ryggen i flere stykker.
  • Vend kaninen i mel og brun den af på alle sider.
  • Overhold sveskerne med en smule kogende vand og lad den trække 20 minutter.
  • Tag kaninen op af gryden. Steg løg, hvidløg og bacontern i en smule olie. Returner kaninen.
  • Kom hvidvin, bouillon, sennep og laurbærblade ved. Lad det simre 20 minutter under låg. Kom sveskerne på og simmer endnu 20 minutter.
  • Smag til med salt, peber og eventuelt en smule syre i form af citronsaft eller eddike. Pynt af med en smule bredbladet persille.
  • Server med godt brød og en grøn salat.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.