Fjerkræ/ Grease/ Hovedret/ Selvgjort er velgjort

HOTDUCKS – Hotdogs med andepølse, æblesennep og fennikel.

23. januar 2015

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg faktisk er ret stor fan af hotdogs. De kommer i mange størrelser og variationer, men den her kunne godt være en ny favorit. Den her skal selvfølgelig hedde HOTDUCKS, da der er andepølse i. Pølsen er en frisk en af slagsen, som jeg har købt i inco. For at gøre det rigtigt lækkert er den også letrøget. Men jeg ved at du kan skaffe andepølser i blandt andet torvehallerne. Er det ikke muligt at opdrive en rap en af slagsen, så erstat den med en anden god pølse med stor smag.

Jeg tror måske det her er min favorit DOG lige i øjeblikket.

Hvis siden ser en anelse anderledes ud, så er det fordi jeg desværre har været hacket og måtte starte helt forfra med opsætningen af bloggen. Der mangler stadig lidt tilrettelse og oversættelse for at den ligner sig selv endnu. Heldigvis er det ikke gået udover hverken indlæg eller kommentarer. Jeg overlever.

God weekend derude.

Pølsebrød

10-12 stk

  • 3,5dl mælk
  • 20g gær
  • 1 æg (+1 til pensling)
  • 1 tsk salt
  • 400g hvedemel
  • 150 durummel
  • 1 spsk brændt maltmel
  • 75g smør

Rør gæren ud i mælken og tilsæt salt og æg. Rør nu først maltmel og durummel i og fortsæt med den normale hvedemel til dejen ikke længere hænger fast i skålen. Ælt nu dejen godt igennem og tilsæt til sidst smøret i mindre tern. Fortsæt med at ælte til den er indarbejdet i dejen. Lad dejen hæve op til dobbelt størrelse. Form pølsebrødene og lad dem efterhæve en halv time. Bag ved 220 grader i 10-12 minutter. 

Æblesennep

  • 2-3 æbler
  • 1 spsk honning
  • 3 spsk grov sennep.

Fjern kernehuset fra æblerne og skær det i mindre stykker. Kog dem let ud i en smule vand og tilsæt så honning. Kog endnu 10 minutter ved lav varme og kom senneppen ved. Lad det få et hurtigt opkog og køl det derefter. 

Syltet Fennikel

  • 1 fennikel
  • 1 dl vand
  • 1 dl lagereddike
  • 1 dl sukker
  • 5 peberkorn
  • 3 laurbærblade
  • 1 tsk salt

Kom vand, eddike, sukker og krydderier i en gryde og giv det et kort opkog til sukkeret er smeltet. I mellemtiden skæres fenniklen i tynde skiver, gerne på mandolin. Overhæld fenniklen med den varme syltelage. Lad det trække minimum en time.

Du vil muligvis har syltet fennikel i overskud, men dette kan bruges på samme måde som du bruger andre syltede grøntsager og kan holde sig længe på køl.

Anretning

Steg pølserne. Lun brødene. Brød, pølse, æblesennep, syltet fennikel og en smule kørvel på toppen. Så er du weekendklar og glad.

HOTDUCKS - Hotdogs med andepølse, æblesennep og fennikel.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Humdoggus - Hotdog med et twist af varme himmelstrøg. - Madet Mere
    12. november 2016 at 23:40

    […] blev der også lavet en omgang Hotducks – Min hotdog med andepølse og æblemostarda. Find opskriften på den her . Sidst men ikke mindst kom mit lille tanke eksperiment på banen. Humdoggus. Og ja, det er den […]

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.