Drikkevarer/ Drikkevarer - cocktails/ Flydende/ Selvgjort er velgjort

Hjemmelavede snaps – Tips og tricks.

2. december 2017

sponseret indhold – i samarbejde med Aalborg Basis

Nu er det snart jul. Eller det er faktisk lidt jul og så starter de store frokoster. Det er så ensbetydende for mange med både for store og for mange snaps. Her er ikke tale om nydelse, men direkte kamikaze aktioner. Og disse også udført samtidig med at store mængder juleøl med høje procenter kommes ind i kalkylen.  Og jeg skal da heller ikke være for fin til ikke at sige, at jeg også har båret en hulens masse snapsebranderter hjem. Men snapsen kan altså mere end det. Meget mere.

Det startede jo egentlig i forbindelse med at jeg fyldte 30 år. Der skete der mange ting. Jeg startede bloggen, begyndte at samle på porcelæn og ja, jeg begyndte at drikke hård spiritus for nydelsens skyld. Ikke bare som middel til at smøre danseskoene. Det startede med calvados, cognac, brandy og hvad der ellers er. I takt med at interessen for mad steg, kom snapsen også mere ind i billedet. Specielt den infuserede version, hvor man kan lave snapse, som støtter op omkring maden. På stående fod har jeg vel det der minder om 20-25 forskellige snapse i kælderen. Nogle forsøg har været himmelske, andre skulle der – erhm – arbejdes med.

 

Hvorfor skal man så bruge Aalborgs basis til dine snaps. Der er faktisk flere grunde. Blandt andet er den helt smagsneutral. De fleste er tilsmagt en anelse med andre ting, så her får du den rene smag. Det betyder også at den absolut ikke er værd at drikke, hvis den ikke er smagssat. Den er nem at arbejde med, da det er nemt at fylde glasset med smagsgiver og på samme måde få dem ud igen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har knoklet med at få tømt mine glas tidligere. Som snapsenovice er det faktisk også en fordel, at der kun er 35% alkohol i, da det faktisk gør den lidt blidere i smagen.  Så det kan næsten ikke gå galt.

 

Da der for nyligt indløb en invitation til snapseworkshops fra Aalborg Basis var der jo ikke de store betænkninger ved at sige nej. Det kunne jo være interessant at se hvad de kunne bringe til bordet.

Groft sagt var workshoppen delt op i tre forskellige dele. Den første bare en masse general information om snaps. Den næste eksempler på parring af snaps og mad. Og til sidst den rent praktiske del, hvor vi fik mulighed for at blande snapse under kyndig vejledning af husets ekspert. Jeg vidste jo allerede inden jeg tog afsted, så jeg havde også forberedt en snaps til indlægget, men der kommer også lige en lille ekstra snapseopskrift, som jeg lavede derinde. Her taler vi om en decideret kongen af Danmark snaps. Det er bolchet vi taler om her, ikke Henrik. Det kommer vi til.

Tip og tricks til hjemmelavede snaps.

  • Der er forskel på snaps og akvavit. Forskellen ligger meget enkelt i at snaps er den mere generelle term for stærk spiritus som er smagssat med noget. Akvavitten er derimod en mere fastlagt titel som blandt andet kræver at den er smagssat med kommen og eventuelt dild, har minimum 37,5% i alkohol og der må ikke tilsættes essenser. Tænk på det på samme måde som champagne og mousserende vin. En champagne skal laves i Champagne for at kunne kaldes en champagne, men det er stadig en mousserende vin, som dækker alle de forskellige typer af vin med bobler.
  • Når du laver snapsen skal du være opmærksom på at der er stor forskel på hvor lang tid de forskellige smagsgivere er om at afgive smag. Nogle gør det med det samme, andre skal bruge mere tid. Du kan sagtens kombinere de to ting. Så kan du tage den stærke smagsgiver op, når den har bidraget med det den skal og lad resten arbejde videre.
  • Mange forskellige ingredienser har flere smage end blot den primære. Fx citronskal har både noget surt, parfumeret og let bittert. Det er som regel ikke alle som kommer med det samme.  Så nogle gange vil man få en masse smag hurtigt, men hvor det tager lidt tid at få den mere nuanceret.
  • Prøv at tænk smagene som en ret og til en ret. Der er nogle ting som bare automatisk smager godt sammen. Fx smager gris godt sammen med timian og æble. Fisk gør sig godt sammen med blidere og friske smage som fx dild og citronskal, på samme måde som når du laver en ret med det.
  • Grønne urter er gode til at give smag hurtigt, men er også ret levende i smagen, så den kan ændre sig. Fx mynte er sjov at lege med, men når den har trukket længe, kan det godt blive lidt for parfumeret.
  • En tommelfingerregel er, hvis du kan spise det, kan du lave snaps af det. Nogle ting er bedre end andre. Rå kylling og vaniliecreme bør du gå udenom, men det er selvfølgeligt helt op til dig.
  • Smag løbende på snapsen, for der er både forskel i smagsløg og ingredienser. Så test løbende med en ske.
  • Har du brug for snaps meget hurtigt, kan du findele tingene finere. Krydderier kan kværnes let. Jo større overflade, desto hurtigere smag.
  • Lad snapsene trække mørkt og køligt.
  • Alle smagsgivere skal helst være under væske. Hvis de er over, kan de oxidere. Det kan have indvirken på både smag og farve. Du skal i hvert fald have det i baghovedet. Læg et lille stykke køkkenrulle i toppen af glasset, hvis det skal holdes fugtigt.
  • Snapsene kan stadig udvikle sig efter du har sigtet smagsgiverne fra. Fx bliver nogle rundere med tiden. Hvis man laver snaps med ren peberrod, så mister den også nogle af det gode “umpff” efter en måned eller to. Så lav eventuelt mindre portioner af snapse, hvor du vil nyde dem friske.
  • Hæld snapsene på karafler og flasker efter de er færdige. De er nemmere at hælde af. Men husk for gods skyld at mærke dem. For hvis du pludseligt har 20 snapse, kan det være svært at huske forskel på hvad der er hvad.
  • Er din snaps blevet for syrlig, kan du tilføje en smule honning, sirup eller lignende. Det skal dog helst være i flydende form, så det nemmest opløses. Er den blevet for kraftig, kan den fortyndes med mere snaps.
  • Hvis du køler snapsen, kan det tage noget af smagen. Det er ikke altid en fordel.
  • Pas på med det hvide fra citrusfrugterne, når du bruger skallen. der er mange bitterstoffer i.
  • Bær med skal ala havtorn, kirsebær og solbær blandt andet er længere tid om at afgive smagen, når de er hele, da snapsen først skal penetrere den hårde skal.
  • I de fleste tilfælde kan du nøjes med at køre snapsen igennem en sigte. Men hvis krydderierne er meget finkornede kan du bruge et klæde eller et thefilter, for en klarere snaps.
Krydret Æble/timian snaps

Denne her snaps er en af mine favoritter til mad. Den går til ret meget af julemaden og specielt godt til gris og and synes jeg. Når jeg laver den om sommeren, kan jeg godt nøjes med at komme æble, lidt citronskal og så timian i. Det synes jeg gør den friskere. Men nu hvor den skal bruges til jul, fik den også lige et par krydderier.  Det er ret vigtigt du er opmærksom på mængden af nelliker, da de virkeligt kan være voldsomme i smagen. Som en tur til tandlægen. Jeg har tilføjet 4 til snapsen. Det er ikke en primær smag, som jeg vil have frem, men den skal supplere de andre smag. Jeg brugte muskatblomme, som er det som er omkring muskatnødden. De har lidt samme smag.  Du kan bruge lidt muskatnød, hvis du ikke har blommen. Alternativt kan du erstatte det med et par allehånde. Sidst, men ikke mindst, et par sorte kardemommekapsler. De sorte kapsler er mere smagfulde end de grønne og har også en lidt røget note, som jeg synes passer godt til æblet.

  • 1 glas Aalborg basis
  • 10 friske timian kviste.
  • 2 sorte kardemommekapsler (erstat eventuelt med 5 grønne),
  • 4 nelliker
  • 3-4 muskatblommer
  • Alt det ingridmarie æble, som der var plads til. Det var skåret i mindre stykker, for at give smagen hurtigere. Der var 2/3 æble i.

Snapsen trak først 4 dage med tørre krydderier, de blev taget op og så fik æble og timian lov til at trække en uge til. Sigt og kom på flaske.

Kongen af danmark snaps

Dette er i højere grad en snaps, som enten skal gå til noget sødt dessert eller bare som en regulær drikke snaps.

  • 1 glas Aalborg Basis
  • 100g hindbær
  • 4 stjerneanis
  • skal af 0,5 økologisk citron
  • 10 kaffebønner

Kombiner alle ingredienserne og lad det trække mellem 7-9 dage. Eventuelt de sidste uden stjerneanis. Sigt snapsen og kom på flaske.

 

 

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.