Bagværk/ Brød/ Selvgjort er velgjort/ Tilbehør

Hjemmelavede fuldkornstortillas – Tortilla night.

27. april 2015

For et godt stykke tid siden fik jeg på et loppemarked købt mig en tortillapresse. Sælgeren havde ingen anelse om hvad det var for noget. Og han ville sælge den til mig for en tyver, hvis jeg kunne fortælle hvad det var. Det kunne jeg. Men derefter gik de store planer om et tortilla imperie lidt i stå. Faktisk endte den på hylden sammen med nogle af de andre fantastiske loppemarkedsfund. For lidt mindre tid siden havde jeg så også fundet fint majsmel – ikke polenta – ved en grønthandler. Jeg kunne godt mærke at vi kom tættere og tættere på en regulær tortilla aften. Og så lige pludseligt skete det. Jeg stod op fra de døde og gav mig i kast med de første hjemmepressede tortillas. Og ved du hvad? Det var så meget nemmere end jeg lige regnede med. Så det bliver heller ikke sidste gang at det sker. Dog endte jeg ud i noget af en blanding af mel, da jeg pludseligt indså at jeg ikke havde mere almindeligt hvidt mel. Du kan sagtens erstatte fuldkornsmelet (og majsmelet, hvis du ikke kan opdrive sådan noget) med helt almindeligt mel. Opskriften lavede jeg lidt på slump ud fra noget, at jeg tror, at jeg har læst og så en af opskrifterne i kogebogen, som godtnok slet ikke har noget med det her at gøre. Men tjuhej hvor det virkede. Dog skal du være opmærksom på at vandmængden kan variere lidt, hvis du ændrer i melet. Eller det skal du altid være opmærksom på, da der er noget stor forskel på hvormeget vand, de forskellige meltyper kan trække. Bruger du rent hvedemel, skal du forvente at bruge noget mindre vand i hvert fald.

Er du ikke så heldig at finde en tortillapresse på loppemarked, så kan de også rulles ud på ganske ordinær facon med en kagerulle. Alternativt giver du dem lige det sidste i en pastamaskine, for at sørge for at de er lige tynde (og tynde nok). Det gør jo nok bare at  de ikke er helt så pænt runde. Men så kan man se at de er hjemmelavede.  Brug en delt frysepose til at presse dem i, så de nemmere slipper. Det er sådan et lille jægertrick, som jeg på ingen måde vil tage æren for. Hjemmelavede fuldkornstortillas - Tortilla night.

Hjemmelavede fuldkornstortillas

Cirka 20-22 stk

  • 200g majsmel
  • 100g hvedemel (tipo 00)
  • 200g fuldkornshvedemel
  • 50g smør
  • 5dl varmt vand
  • 1,5 tsk salt
  • 1 tsk sukker

Lad smøret blive godt blødt. Bland meltyperne med salt og sukker. Gnid smørret ind i melet, så det er helt fordelt. Kom nu vandet i – lidt af gangen. Den skal ikke være våd, men til at arbejde med i hænderne. Ælt godt igennem til dejen er helt glat. Det tager 5 minutters penge. Den skal ikke hæve, men har godt af at stå og trække i en halv times tid. Form kugler af 50 gram. Rul dem runde og pres dem. Steg dem på en tør pande – halvanden minuts penge på hver side.

Hjemmelavede fuldkornstortillas - Tortilla night.

Tilbehøret:

Det gode ved sådan en aften er, at du kan bruge det du har i køleskabet. Her kan man altså rigtig få ryddet op. Jeg havde to afpudsede nyretapper, som jeg marinerede i olie, paprika, chili, spidskommen, stødt koriander og oregano. Selvfølgeligt også salt og peber. Det trak et par timer og så fik den en hurtig tur på en knaldvarm pande. Den fik lov til at trække 8-10 minutters penge, mens jeg gjorde resten klar. Du kan også sagtens bruge en helt almindelig bøf, fisk eller kylling. Det er kun fantasien, som sætter grænser. Og synes du nyretapper lyder sådan lidt indmadsagtigt, så er det ikke rigtigt. Det blot musklen, som sidder ved nyrerne. Det er et kraftigt smagende stykke kød, som har lange fibrer som flanksteak. Det skal helst ikke steges for meget, da det kan få en let levret smag. Det skal være et sted mellem rare og medium rare. Kært barn har mange navne, så du kan også have spist det, hvor navnet blot har været Hanger Steak, Onglet, Filet D’tigre (get it?) og så videre. Det er ubetinget min favorit udskæring. Ikke nok med at det smager af en masse, så er det faktisk også utroligt billigt. Bliver det bedre?

Herudover fik vi også:

  • Creme fraiche rørt med salt, hvid peber og ingefær.
  • Forårsløg
  • Jalapenos relish
  • Mango
  • Tomater
  • Forårsløg
  • Frisk koriander
  • Vårsalat
  • Sriracha

Det var en fest! Jeg skal helt sikkert snart lave en omgang til.

Hvad er dit favorit tortillafyld?

Hjemmelavede fuldkornstortillas - Tortilla night.Hjemmelavede fuldkornstortillas - Tortilla night.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Signe
    3. maj 2015 at 19:10

    Du skulle prøve at bruge svine- eller andefedt i stedet for smør – det smager fantastisk og giver en lækker konsistens til tortillas

    • Reply
      Thomas
      12. maj 2015 at 12:29

      Det er med det samme røget på to-do listen. Man har jo heldigvis allerede andefedt i køleskabet.

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.