Frokost/ Gourmet

Frokost på Henne Kirkeby Kro

4. april 2015

Ej, Thomas, er det virkelig 3. gang at du skriver om Henne Kirkeby Kro? Jep. And it’s my party and I cry if I want to. I denne omgang er der dog ikke meget at græde over. Det skulle da lige være at vi kun var der til frokost og ikke aften. Men ret skal være ret. Nu har vi en forholdsvist pakket kalender her i påsken, så jeg er faktisk bare mest glad for at vi kunne få presset en tur på kroen ind i kalenderen. Det er nok cirka den bedste tradition vi har lavet os i forbindelse med sommerhusturene.

Hvis du har læst om de overdådige middage både her og her, så ved du at man bliver godt vartet op i Henne. Men mellem os, så er det heller ikke det billigste, som du kan udsætte dig selv for. Jeg skal da mene at det var mere end fornuftigt at spare op til sådan en tur i stedet for at spise alle mulige andre steder, hvor man ikke bliver revet rundt sådan rent gastronomisk. Vi spiser ganske lidt ude, men når vi så gør, så skal det også være i orden. Jeg gider ikke gå ud og spise og så føle at jeg kunne gøre det lige så godt derhjemme – for det halve eller mindre. Men hvis budgettet skulle være lidt mindre, så kan en frokost på Henne også anbefales. Det er væsentligt mere nede på jorden og så er det altså prismæssigt et sted, hvor de fleste kan være med uden at skulle sulte lang tid efter. Her taler vi om en hovedret i 145-245 kroners klassen og med en dessert til 85 kroner. Eller gør som os og nup en tre retters til 395 kroner pr mand. Jeg supplerede lige op med ost – fordi jeg er tosset med os. På drikkevarefronten startede vi så ud med et glas champagne, jeg tog så vinmenuen og Karen var på saften, da hun skulle køre. Man kan jo selv bestemme hvor vildt man vil gøre det. Man kunne jo også sagtens nøjes med et enkelt glas vin til maden. Jeg er bare så glad for et lille eftermiddags buzz.

Frokost på Henne Kirkeby KroFrokost på Henne Kirkeby Kro

Der kom selvfølgeligt lidt brød på bordet først – Desværre ikke Keith Moon, men det er vist bare forbeholdt gæsterne om aftenen. Men et dejligt brød med en saftig krumme og med hjemmekærnet smør på siden. Frokost på Henne Kirkeby Kro

Forretten var en lille salat med røget ørred. Både koldt og varmrøget ørred. Ørreden var røget i Darjeeling the, men havde lidt svært ved at fange the noten i smagen. Det kom sammen med en østersemulsion, crutoner og knasende frisk salat. Der var revet lidt peberrod over for at give et lille umph. Med en lækker riesling i glasset var vi rigtigt godt kørende.Frokost på Henne Kirkeby Kro

Pinot noir til hovedretten. Frokost på Henne Kirkeby KroFrokost på Henne Kirkeby Kro

Hovedretten bestod af Poussin Danois. Sådan helt klassisk. Kyllingen var krympet og blevet til en poussin. Hvilket bestemt ikke gjorde mig noget. Sammen med poussinen kom også en kiks med parfait lavet på leveren. Tilbehøret var herudover rabarberkompot, syltede agurker, små kartofler vendt i persille og en fin sauce. Helt som det skal være. Bare lige med det der ekstra twist af lækkerhed. Det er mormor kylling – Som alle mormødre ville ønske at de havde lavet den.Frokost på Henne Kirkeby Kro

Æblekompot med crumble, flødeis med en smule citrontimian… Og brunet smør. Århhh mand. Brunet smør i dessert. Et eller andet sted kommer det jo også bag på en at det ikke er olivenolie. Man kender jo efterhånden hr Cunninghams afhængighed af olivenolie. Men brunet smør. Jeg er kæmpe fan. Frokost på Henne Kirkeby KroFrokost på Henne Kirkeby Kro

Vi var egentlig færdige. Og lidt mætte, men da vi fik det svære spørgsmål om vi skulle have ost, så er man i et lille dilemma. For det var ikke sulten som talte, men så alligevel. Så det blev et ja. Vi bliver altid forkælet. Så vi fik osteretten fra aftenmenuen. Den var sindssyg. På den der gode måde. Hvor den vil jagte dine smagsløg og tanker det næste lange stykke tid. Hjemmelavet friskost på et maltknækbrød, toppet med bagte rødbeder, syltede og rå løg. En generøs portion peber. Intet mindre end genialt. Når man fik en mundfuld, som havde lidt af det hele, så smagte det så fuglene sang. Det er måske en af de bedste osteretter, som jeg har fået.

Frokost på Henne Kirkeby KroMan ved ligesom at man er i et godt vinøst selskab, når man er på kroen. Nej, slet det. For du ved at du er i godt selskab, når du er på kroen. Det er derfor at jeg gider bliver ved med at komme der. Det er grunden til at jeg bliver ved med at skrive om det. Du føler dig velkommen. Du får ikke bare lige liret indøvede salgstaler af. Der bliver tænkt på dig som gæst. Som det burde være alle steder. Lige nu venter jeg bare på at det bliver oktober og vi har noget at fejre igen, for så skal vi nemlig på kro. Og så bliver det aftenmenuen, som vi kaster os over – igen. Sådan har jeg det. Jeg går allerede og glæder mig til at jeg skal derhen igen.

Så overvej om du har lyst til at tage på Henne. Du bliver hooked. Det er en af konsekvenserne. Men det er dejligt.

Og kære Hennefolk, tak for I tager jer så godt af os, når vi kommer forbi. Fornøjelsen er helt på vores side.

 

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

  • Reply
    Benjamin Larsen
    7. april 2015 at 8:00

    Jeg holder meget af Henne Kirkeby Kro, men må ærligt talt sige at det er noget skuffende at de serverer samme dessert som sidste år. Det er lidt for nemt og trælst hvis man gerne vil prøve lidt variation på den mad, som jo ellers smager helt fantastisk!

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.