Kogebøger

Bøger til julens ønskeseddel

24. november 2014

Jeg må indrømme, at jeg har en afhængighed. Eller jeg har nok mange… Men en af de største er kogebøger. Jeg har vel på den gode side af 200 og der kommer hele tiden nye til. Ens for dem alle er, at de fyldt med flotte billeder. For mig er det billederne som vinder. Jeg tror ikke jeg har fulgt mange opskrifter i dem. Og når jeg endeligt har forsøgt, er jeg alligevel endt ud med noget andet. Det er nok anarkien som hersker. Jeg bladrer dem igennem, kigger billeder og får inspiration. Og så ligger inspirationen og lurer i baghovedet til det pludseligt bliver udfoldet i min version. Jeg er ganske klar over at internettet fuld af madbilleder, men for mig er det bare rart at kigge på dem i en bog.

Nu er det jo ganske snart jul, hvilket også betyder mange ønsker sig bøger til jul. Er du også en af dem, så kommer der her mine anbefalinger ud fra nogle af mine nye bøger. Det er bøger, som jeg har erhvervet mig, og som jeg synes bør være i alle køkkener. Det er de lidt mere specifikke bøger, som nørder lidt om et område. Og for god ordens skyld, så er de ikke listet i prioriteret rækkefølge. Det er skam helt tilfældigt.

Antonio Carluccio: PastaBøger til julens ønskeseddel

Ja, det er måske en grov generalisering, men når vi danskere tænker på pasta, så er der tre typer af det. Der er pasta bolognese, der er pasta carbonara og så er der lasagne. Bolognese er alt hvad der er billigt hakket oksekød og tomat i. Carbonara er alt som har en tilnærmelsesvist hvid sovs, som der så må pøses alt det man lige måtte have lyst til i. Lasagne er det samme som den første variant, bare med pastaplader i, som så bliver bagt. Og det kommer jo fra Italien og sådan er det. (Udover lasagnen som måske kommer fra Knorr, men det er en anden sag).

Ok, alt jeg lige har sagt kan så give mig hele den italienske mafia på halsen. Pasta er ikke bare pasta. Pasta kommer ikke bare fra Italien. Med denne bog fra Antonio Carluccio får du et indgående indblik i hvad pasta er, masser af enkle opskrifter og best af alt. Den forklarer dig hvor de forskellige typer hører hjemme. At de tunge ragúer hører hjemme i norden sammen med den fede pasta med både æg og durummel. Og at de nede syd på spiser pasta på vand og tipo 00.

Det her er en bibel. Det er min 3. bog med ham. Har også “Simple cooking” og “2 greedy italians”. Det er autentisk og sådan i bund og grund helt fantastisk. Alle sammen kan anbefales, hvis man vil vide mere om det italienske køkken – på den rigtige måde.

Cecilie Sofie Svensson: Fiskebogen.Bøger til julens ønskeseddel

Fisk er fastfood. Det glemmer man nogle gange i hverdagen. Tilberedningen er kort og så smager det bare skide godt. Jeg har længe ledt efter en god bog kun med fisk og nu er den så kommet. Det var lige det jeg manglede. Line Thit Klein har skudt billederne, så man er ikke et øjeblik i tvivl om at det er helt mundvandsfrembringende.

For bare to år siden spiste jeg slet ikke fisk. For et år siden spiste jeg min første østers – Og siden har jeg bare været hooked. Men da min erfaring er ganske begrænset, så kan det være godt at have sådan en bibel i ryggen, som du kan støtte dig op ad. Her er alt lige fra frokostfisken til den hurtige aftensmad og weekend godterne. Den når hele vejen rundt. Der er selvfølgeligt også skaldyr i – Det er ikke bare fisk.

Skulle du lige finde lidt ekstra til den søde tand, så se om du ikke kan finde Cecilies “Sødt sådan”. Det er kager og desserter på den gode måde. En af mine favorit kagebøger.

Gastromand: Spis og drik som en mand!
Bøger til julens ønskeseddel

Selleribøffer, quinoa salater, mandelmælk, familiefarens guide til et vaskebræt og hindbærkyssede marengs… FINDER DU HELT SIKKERT IKKE HERI. (Ok, en af dem kunne nok sagtens komme i toeren).

Der er en grund til at de to år i træk er udnævnt til at have Danmarks bedste madblog (GRRRRRR)… Og det får de så absolut også formidlet i deres fantastiske bog. Jeg står af, når der er formange dogmer i forhold til levevis og diæter. Det er heller ikke at finde heri. De eneste dogmer skulle vist være noget med levemands livet og om at ikke gå ned på grejet. Her kan jeg sagtens være med. Der er klassiske retter, som har fået et gastromandtwist, andre bare klassiske og så alle deres andre små finurligheder.

Man kan ikke være andet en fan af de fire ungersvende, som på deres helt egen måde spreder madglæde. Det skal være godt og lækkert, og det formidler deres bog på allerbedste vis med anekdoter, knivskarpe opskrifter og lækre billeder af Columbus Leth. Skynd dig og køb bogen til et gastrofilt bekendskab før de løber tør for dem. Jeg kan garantere, at det vil vække glæde under hvert et træ.

Hugh Fearnly-Whittingstall: Tre gode ting

Bøger til julens ønskeseddel

Det er faktisk lidt en outsider. Bogen er fra 2012, men jeg fik først fingre i den for noget tid siden. Jeg har set de fleste af programmerne fra River Cottage og må også indrømme, at jeg er lidt fan. Den her bog handler i bund og grund om, hvordan man parrer tre ting, som i fælleskab løfter tingene op til et højere niveau. Det er rart at få disse små reminders om hvordan man kan passe ting sammen. Nogle af dem havde jeg slet ikke tænkt på, andre var klassiske kombinationer. Det er sådan en god bog til hverdagen, hvor man kigger i køleskabet og skal finde nogle ting, som passer sammen. Retterne er, som titlen lægger op til, simple. Og det er rart. Det er ikke det hele, som er stor gastronomi, men det er altså heller ikke altid man lige har brug for det. Brug kombinationerne af ingredienser til at få inspirationen til at lege i køkkenet. Det er godt at være på ukendt vand fra tid til anden. Den her bog guider dig i sikker havn.

Stephane Reynaud: Gourmet Hot Dogs.

Nu skal der jo også komme lidt jokere ind i billedet. Jeg er helt vild med Hot dogs og jeg er ret vild med de bøger, som Stephane Reynaud skriver. Det her er ligesom et match made in heaven. Jeg er generelt ret vild med Stephane Reynaud og har da også størstedelen af de bøger han har skrevet. Specielt “Gris og Søn” er en favorit – Som er en nose to tail agtig grisebog, pakket ind i lyserødt. Jeg kan bære det. Han har også lavet “Bistro”, som bare er en fantastisk intro til det franske bistro køkken. Ens for alle hans bøger er, at retterne er ret simple, som det her franske køkken er, og har masser af små sjove tegninger og illustrationer ved siden af madbillederne. Du skal selvfølgeligt være hotdog fan for at værdsætte denne bog, men hvem er ikke det? Ellers kan de andre også anbefales.

Bøger til julens ønskeseddelHellmanns Big Burger Book.

Her må jeg indrømme, at jeg selv har en lille aktie i. Du har måske læst her eller her at jeg har fået lov til at give et bud på min favorit burger til en bog, som Hellmanns tog initiativ til. Bogen er spækket med lækre burger (og sides) opskrifter. Herudover også lidt burger historie. Den er ret så billig, blot 100 kroner. Og ikke nok med det, hvis du køber den via Dyrenes beskyttelses hjemmeside (Her) går beløbet ubeskåret til dyrenes beskyttelse. Det er faktisk rigtigt fint, hvis du spørger mig. Faktisk har den allerede nu indtjent mere end 40.000 kroner til den gode sag. Jeg har hørt af omveje, at den faktisk også kan købes fysisk i Arnold Buscks butikker, hvis du ikke sådan lige stoler på internettet.

Pift, det er den italiensk bøfsandwich, som jeg har lavet, er altså brandgod. Opskriften er lige her.

Det er den perfekte mandelgave.

Min ønskeseddel

Er der så slet ikke bøger på din ønskeseddel, når du nu har så mange, Thomas? Selvfølgeligt er der det. Det er jo en samling, som man ikke lige bliver færdig med. Sådan igen lidt uspecificeret, kommer listen over de kogebøger, som jeg ønsker mig her:

Magnus Nilson: Fäviken.

Yotam Ottolenghi: Plenty + Jerusalem

Michel Roux Jr: The French Kitchen: 200 Recipes From the Master of French Cooking

Camilla Plum: Abracadabra

Grace Wilson & Erin Chapman: American Diner

Paul Bocuse: Samlede Opskrifter af Paul Bocuse

Mikkel Karstad: Spis

Claus Christensen: Simremad & ting der tager tid

 

Hvad ønsker du dig? Og er der noget, som jeg har glemt på min ønskeseddel?

Thomas

 

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

  • Reply
    Martin Villumsen
    24. november 2014 at 21:37

    Det lyder vist til, at jeg skal ha’ fat i Antonio Carluccios bøger – og både Gourmet Hot Dogs og Hellmans Big Burger Book… Og både Fäviken af Magnus Nilson, Samlede Opskrifter af Paul Bocuse og The French Kitchen: 200 Recipes From the Master of French Cooking af Michel Roux Jr er jeg også med på – du er vist ikke den eneste, som har en afhængighed 😉

    Du mangler dog én bog på din ønskeseddel: 61 Licks af Martin Pilsmark fra No. 61 i året (der lige er blevet kåret til årets bistro). Billederne er taget af Claes Bech Poulsen, så der er de fedeste billeder i..

    • Reply
      Thomas
      25. november 2014 at 9:43

      Jeg har ikke set den der 61 Licks, så derfor er den ikke på listen (Endnu). Relæ kogebogen kunne også godt presse sig ind på listen. Ronny Emborgs bog har jeg også glemt. Hvad hulen har jeg gang i?

  • Reply
    Anders Damm
    25. november 2014 at 9:17

    Det er en ære at ligge og se godt ud i den bunke der! Tak for de pæne ord:)

    • Reply
      Thomas
      25. november 2014 at 9:44

      Jeg kan roligt sige, at det er mig en fornøjelse, at I ligger der.

      Thomas

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.