Fjerkræ/ Hovedret/ One pot wonders/ Selvgjort er velgjort/ Weekendmad

Bønneragú med andeconfit – Cassoulet wannabe.

25. oktober 2019

Ok, jeg ved jo faktisk godt, at det ikke er en cassoulet, men den minder mentalt ret meget om det i mit hoved. Dog er jeg sprunget et par led over og har glemt noget kød. Men hey. Den er også smagt til lidt italiensk, så jeg vælger at kalde det en bønneragú. Og ret skal altså være ret, du vil sagtens kunne spise den her uden at toppe med confiterede andelår. Du kan servere den til kød som en side eller som retten i sig selv med lidt godt brød og en grøn salat på siden.

Jeg valgte at italienificere den endnu mere med at toppe med en gang gremolata. Det er faktisk godt til det meste, som har fået lov til at simre længe. Det kan live selv den dødeste og kedeligste gryderet op. Det er jo 2-3 spsk finthakket persille, 1 fed revet hvidløg og det meste af skallen af en citron. Du kan sagtens vælge at koge bønnerne selv, men hvis du som jeg vælger dåseversionen, så er det en mega overkommelig ret at trylle frem. Reelt skal du blot svitse løg, hvidløg og bacon. Komme tomat og bønner. Smage til med en masse godt og lade den simre. Komme i fad, toppe med andelår, fedt og rasp, så i ovnen igen. Færdig. Og lav hellere end gerne til et par dage, for den bliver kun bedre af det. Det er tung kost, så det gør sig rigtigt, rigtigt godt lige nu.

Bønneragout med confiteret and.

Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 1 time
Samlet tid: 1 time 15 minutter
Antal: 4 personer
Forfatter: Thomas

Ingredienser

  • 100 g tørsaltet bacon
  • 2 stk løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stk stor aubergine i grove tern
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 dåser borlotti bønner
  • 4 stk laurbærblade
  • 2 spsk finthakket persille
  • 1 spsk finthakket rosmarin
  • 1 spsk finthakket salvie
  • 4 stk confiterede andelår
  • 3 spsk rasp
  • 2 spsk andefedt (eller olie, men andefedtet kommer jo tit sammen med de confiterede lår)
  • gremolata

Sådan gør du

  • Kom bacontern i gryden. Steg til det begynder at tage lidt farve. Kom så aubergine, løg og hvidløg på. Svits til de er glasklare.
  • Kom tomatpuré på og rist det godt af. Herefter tomaterne. Lad dem simre 10 minutter.
  • Kom drænede bønner, krydderurter, salt og peber på. Lad det simre endnu cirka 20 minutter.
  • Kom over i et ovnfast fad eller eller lad det blive i gryden, hvis den kan klare en tur i ovnen. Kom andelårene i og top med rasp og fedt. Bag ved 200 grader i 30 minutter.
  • Server med en god gang gremolata på toppen, en salat på siden og godt brød.
Prøvet denne opskrift?Mention @Madetmere eller tag #madetmere!

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Louise Adelholm
    26. oktober 2019 at 15:00

    Hold nu kæft du imponerer mig gang på gang! Hilsen en madnørd

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.