Grej/ Grøntsager/ Selvgjort er velgjort/ Tour De France

Ærter ala francaise – Med stegt lam. Etape 13.

13. juli 2020

Da jeg begyndte at planlægge det her Tour de France marathon, blev jeg ret hurtig enig med mig selv om, at det ikke kun skulle være krævende og svære retter, som skulle indgå. Der skulle også være de der små ting, som bare gør den helt store forskel. En af dem, som jeg er ret vild med, er disse franske ærter. Det er både nemt og hurtigt. Perfekt tilbehør til et stykke stegt kød eller fisk om sommeren. Se det som et lidt mere elegant alternativ til grønærter og gulerødder.

Her om sommeren, hvor det er muligt at bruge friskbælgede ærter, er det jo selvfølgelig det aller aller bedste. Men udenfor sæsonen kan du også bruge frosne. Jeg synes det bliver allerbedst, hvis du bruger ekstra fine. Hvis du vil variere den en smule, har jeg har både tilføjet eller erstattet med grønne asparges, majs, hestebønner, kantareller og så videre. Det handler lidt om bacon, forsigtig tilberedning og så bare nyde derudaf. Det er jo selvfølgeligt ikke ærter ala francaise, hvis du kun bruger bønner. Men tænk det mere som tilberedningsmetode.

Jeg har tidligere lavet en lidt enklere version, men nu har jeg ligesom adopteret en opskrift, som jeg har set Michel Roux Jr. lave. Og helt ærligt, jeg tror ikke rigtigt at man skal begynde at battle ham i franske retter. Det er praktisk talt hans familie som bragte den franske gastronomi til England i 70erne. Jeg har virkeligt trawlet praktisk alt hvad han har lavet på internettet igen. Dog vælger jeg ikke at pille ærterne for den lille skal udenpå, som han gør. Han mener at det gør hele forskellen. Men han har så heller ikke valgt at lave mad til meget sultne børn under 5 i mit hjem.

Her har jeg lavet den sammen med en lille lammekrone, som jeg stegte på panden i godt med smør, hvidløg og rosmarin. Sådan de klassiske smage. Egentlig er det bare at brune den af ved høj varme i olie og så skrue ned for varmen, komme smør, urter og hvidløg ved. Så skal den have cirka 10 minutter. Plus minus. Jeg går normalt efter at stege indtil den føles helt spændt op. Så skal den cirka trække halvdelen af tilberedningstiden før den skæres. Normalt går jeg efter, at den skal føles “afslappet” igen. Men det er reelt set ikke lammet som har hovedrollen her, men ærterne. Så det med at stege kød, må vi tage en anden gang.

Sammen med disse ærter ala francaise kan du servere godt brød sammen med kødet. Men du kan også vælge at servere en dampet ny kartoffel, en stegt kartoffel eller en pommes fondant. Det er reelt set en konfiteret kartoffel. Mulighederne er mange. Igen, brug ærterne lidt ala grønærter og gulerødder. Bare sådan lidt mere forfinet elegant fransk og lækkert.

Ærter ala francaise

Thomas
Forb. tid 10 min
Tilb. tid 15 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 125 g bacon
  • 1 stk gulerod
  • 125 g perleløg
  • 2,5 dl hønsebouillon
  • 300 g ærter
  • 125 g smør
  • 1 stk hjertesalat

Sådan gør du
 

  • Hvis du har friskbælgede ærter, så tag bælgene og hak dem groft. Kom dem i en gryde sammen med cirka 4dl hønsebouillon. Bring i kog, simmer 1-2 minutter, sluk for varmen og lad dem trække sammen med bælgene i 15 minutter. Grunden til at der er mere bouillon her end i opskriften er, at jeg synes man mister lidt, når man koger den op. Ender du med at have 3dl i stedet for, så bruger du bare det.
  • Skær bacon i tynde stave/tern og steg på panden med en smule olie, blot til det begynder at tage farve. Det skal ikke være sprødt sprødt.
  • Tilsæt tynde stave af gulerod og pillede perleløg. Nu kan du få gode friske perleløg, men i en snæver vending kan du bruge frosne eller fra glas. Alternativt små løg som deles i kvarte. De skal snurre med til at løgene begynder at blive klare.
  • Kom bouillon på og vent til den begynder at boble. Så skal ærterne i og blot have et minut eller to. Skru lidt ned for varmen og kom smørret i. Når det er smeltet og indarbejdet i retten, krydrer du med salt og peber. Eventuelt en smule citronsaft.
  • 1 minut før servering vendes plukkede, halverede salatblade i. De skal blot vendes i og tilberedes let. Der skal stadig være en smule knas og friskhed i dem.
  • Server med det samme.

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Chefone
    16. juli 2020 at 22:54

    Forsvinder bitterheden helt fra bælgene?

    • Reply
      Thomas
      17. juli 2020 at 0:03

      De ligger der så kort tid, at de bare lige infuserer let. Så der er ikke rigtigt noget bitterhed at spore.

    Leave a Reply

    Opskrift Vurdering




    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.