Drikkevarer/ Drikkevarer - cocktails/ Flydende

Æbletoddy med whiskey

29. november 2017

Sponseret

For et par uger siden var jeg til en ret uformel præsentation af en whiskey fra Roe and Co. Det skal faktisk også siges at det er den eneste whiskey de så laver, da det er et forholdsvist nyt brand, som er ved at etablere sig. Jeg fik en flaske med hjem og så var det bare i laboratoriet udestuen og eksperimentere. Vi fik serveret en varm whiskey deroppe, som gav ideen til at lave denne lille toddy.

Jeg er virkeligt ikke tilhænger af gløgg. Jeg vil næsten påstå at jeg gør alt hvad der står i min magt for at undgå det. Specielt rødvinsversionen. Nogle de andre lidt nyere med hvidvin eller æblecider kan gå an. Men jeg mener fra det der helt sorte og sure sted inde i mig, som vi ikke åbner op for så ofte, at gløgg er forfærdeligt. Det er altid noget lidt for billigt varmt vin med en købt ekstrakt og lidt for meget muesli. Nej tak, jeg tror bare jeg tager en lumumba  og så en gang tabasco i øjet. Der er intet galt med varme cocktails og jeg synes den her toddy er et glimrende eksempel på det. Skulle du have en lille snue under opsejling, er jeg sikker på at den også kan tage den i farten. Dog garanterer jeg ikke noget.

Denne whiskey er som mange andre irske whiskeys både bløde og fornuftige at drikke, hvis man ikke er til de store, tunge røgede whiskeys, som let kan slå benene væk under en. Den har dog 45% alkohol under vesten, da det er meningen at det skal være lige dele god at drikke neat, men også være bartenderens foretrukne. Og de ekstra par procent gør, at den har lidt mere modstand i forhold til ikke at drukne i mixers og lignende.  Den har også en let frugtet note, som kunne lede tankerne hen imod en calvados eller lignende – Selvom de slet ikke har noget med hinanden at gøre i forhold til hvordan de produceres. Men lige denne let æblede note fik mig til at tænke på æblejuice. Varmt. Og krydderier. Så her får du mit bud på en gløgg-killer. Det er dog vigtigt at du bruger en ordentlig æblemost til den. Det må ikke være den klare fra koncentrat, men rigtigt presset most. Jeg gav den et par sorte kardemomme kapsler udover the usual suspects i form a kanel, stjerneanis og nelliker. Sorte kardemommekapsler er lidt kraftigere end de grønne, som også er nemmere at opstøve. Har du dem ikke, så brug grønne. Har du ikke grønne, undlad dem.

For at trække godt med smag ud af krydderierne, kom jeg dem i gryden sammen med æblemosten. Det fik et hurtigt opkog og fik så lov til at trække i en halv time før jeg bragte den i kog igen og serverede. Det krydrede æblejuice smager faktisk godt i sig selv. Så hvis du ikke ynder alcohol, så drik den for sig selv en kold dag. Eventuelt sammen med honningen og lidt citronsaft. Det er også derfor jeg har lavet den lidt som saml-selv cocktail. Så er det helt op til en selv at dosere alkoholen. Nogle kan styre det. Andre kan ikke.


Æbletoddy med whiskey
 
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Tid i alt
 
Giver: 4-6 glas/kopper
Ingredienser
  • 1 liter ufiltreret æblemost
  • 3 sorte kardemommekapsler
  • 1 citron
  • 4 stjerneanis
  • 1-2 kanelstænger
  • 5 kryddernelliker
  • 1 æble
  • 4-6 tsk honning
  • Whiskey efter behov
Sådan gør du
  1. Kom æblemost, kardemomme, citronskal og saft, stjerneanis, kanelstænger og nellikerne (presset ned i æbleskiver, så du kan holde styr på de fuckers) i en gryde og bring i kog. Sluk og lad det trække 20-30 minutter under låg. Bring i kog igen.
  2. Kom 1 tsk honning i et glas eller kop. Kom 2-4cl whiskey over (afhængig af størrelse på glas og ønske om styrke). Kom den varme æblemost over.
  3. Server med det samme.

 

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Bedøm denne opskrift:  

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.