Spansk one-pot-wonder med chorizo og blæksprutte.

De der ferier har jo en tendens til at fare mod slutningen i lynets hast. Nogle gange næsten for hurtigt.Og den her er jo nok heller ikke nogen undtagelse. Igen i år stod destinationen på Spanien. Lige mellem Barcelona og Valencia, hvor min far bor. Vi har i høj grad brugt alle kræfter på at ikke bruge så mange kræfter. Den har stået så meget i opladningens tegn – som det kan lade sig at gøre med en knægt på halvandet. Jeg har egentlig også slappet så meget af, at der ikke er lavet så meget delbart til bloggen, men bare roligt vi har altså spist rigtigt godt. Lige pludseligt rammer det måske også bloggen, hvis det bliver lavet igen. Det var godt at få eksperimenteret en lille smule og prøvekaninerne lignede heller nogle som led den store overlast. Måske hang det bare sammen med god hvidvin til få penge.

Det her er måske mest af alt mit forsøg på at lave spansk mad, som jeg ser det. Nu skal jeg jo ikke stille mig til dommer, men jeg tror der er lidt for mange, som har den lidt fejlagtige antagelse, at spansk mad er tapas. Og så er tapas noget med noget ost, nogle pølser man skærer af, lidt billigt skinke og så andre små ting. Ja alt skal være småt, for når det er småt er det tapas. Og tapas er spansk. Men spansk mad er meget andet end tapas. For mig er spansk mad noget med braiserede oksehaler, skaldyr i massevis, fisk, blæksprutter, bacalao. Komave, chorizo, kanin og grisetær.  Kanel og appelsiner. Ja, så for mig er det nok noget lidt andet, som jeg tænker på, når jeg tænker på spansk mad end de fleste.

Det her er faktisk for mig måske inkarnationen af det, som jeg gerne vil vise som spansk mad. Det er en ret som er temmeligt ligetil og selvfølgelig kan varieres lidt. Men det er det der med at bruge ting fra havet sammen med ting fra land uden at det bliver den klassiske surf and turf bøf med hummer. Den tager 45 minutter at lave i den her form. Men det er fordi man hernede kan købe blækspruttearme, som er forkogte. Det er sindssygt lækkert og et dejligt hack til hurtig mad, men indrømmet, lidt sværere at skaffe i Danmark i den her form. Så du skal vælge at bruge den 10-armede blæksprutte (sepia), som man normalt finder pakket ind i dej og friture. Det vil også virke godt. Dem får du din fiskehandler til at rense og så skal de bare skæres i skiver og kysse en pande. Alternativt kan du købe rigtige blækspruttearme ala dem som er her i retten. Man kan med fordel fryse dem først (nogle gange har de allerede været frosset når du køber dem. Det skal du lige være opmærksom på). Men frysningen mørner også blæksprutten. Du kan med fordel forkoge den. Her ville jeg bringe en stor suppegryde i kog med vand, lidt hvidvin, citroner og godt med suppeurter. Når vandet koger vil jeg sænke armene ned i vandet og når det igen koger, vil jeg slukke. Lad den trække en time i vandet og så er den helt klar til grillen eller panden. Så skal den bare kysse den. Det gør jeg primært for at få de røgede noter frem. Så er du klar til at køre.

Her er der masser af mad. Vi spiste den med lidt grønne blade med vinaigrette og så hvidt hvidt brød.

Spansk one-pot-wonder med chorizo og blæksprutte.

Thomas
Forb. tid 5 minutter
Tilb. tid 40 minutter
Samlet tid 45 minutter
Antal 4 -6 portioner

Ingredienser
  

  • 8 små frisk chorizoer (ca 450g)
  • 2 løg
  • 5 fed hvidløg
  • 2 røde pebre
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 spsk røget paprika
  • 3 stilke rosmarin
  • 5 laurbærblade
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 8 dl hønsefond
  • 1 dåse kogte kikærter
  • 250 g snitbønner
  • 250 g ærter fra frost
  • 400 g blæksprutte se ovenfor
  • Bredbladet persille

Sådan gør du
 

  • Strimler af løg og hvidløg svitses i en gryde sammen med grove stykker rød peber.
  • Chorizoen kommes ved og steges kort. Tilsæt tomatpuré, røget paprika, rosmarin og laurbær som lige skal steges med.
  • Kom fond og hakkede tomater og lad det simre i 15 minutter før kikærterne også koger med i 10 minutter.
  • Grill blæksprutten på en grill eller grillpande i 2-3 minutter på hver side.
  • Kom snitbønnerne i 3-4cm stykker og ærterne i og varm godt igennem. Smag til med til salt, peber og lidt sherryeddike. Kom blæksprutten ved og lad retten samle sig før den toppes med bredbladet persille og serveres med brød og andet god.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close