Hovedret/ Klassiker/ Ko/ Mormormad/ Selvgjort er velgjort/ Slowfood

Skibberlabskovs med kalvekæber.

18. november 2012

Da jeg stod op i morges havde jeg en helt klar plan for aftensmaden. Når I hører hvad det var og så ser overskriften, så kan I nok regne ud at det ikke helt gik som planlagt. Min plan var at vi skulle spise japansk. Planen var nemlig lynstegt tun med en wasabimayo og så miso ramen på siden.

Uheldet skulle så stå i at fiskehandleren lige var lukket, da jeg skulle hen og købe tunen. Konen og jeg havde endnu en gang været på loppemarked – Det blev kun til et lille fad til småkager (eller lignende) og et stort stegefad – begge med måger på. Ja, det må være lidt en fetish. De var så billige, at jeg ikke kunne lade dem stå. Nå, med en lukket fiskehandler blev det en tur i Irma og dermed en ny plan. Jeg fandt nogle kalvekæber, som til tider kan være svære at få fat i, så jeg tog chancen. Den nye plan var så at braisere disse med en mørk øl, en stout eller lignende – meget klassisk. Ja, da jeg så kom hjem, fandt jeg ud af at jeg hverken havde stout eller løg på lager – Eller noget som helst på lager. Ny plan – Ska vi ha’ labskovs – Gu’ Skavidaha-skovs.

Skibberlabskovs med kalvekæber.

Et godt råd til labskovs er at vælge en kartoffelsort, som kan koge ud. Vælg en Bintje eller King Edward. Hvis du er helt i tvivl, så vælg en bagekartoffel, de er som regelt nemme at koge ud. Specielt hvis man får lyst til mos om sommeren, når det er umuligt at få “gamle” kartofler. Idag brugte jeg de kartofler vi havde, og de var sgu lidt genstridige, så de måtte have en tur med piskeriset bare for at gå lidt i stykker – Selv efter over en times kogning.

Normalt bruger man skært oksekød til labskovs, men disse kæber virkede mere end fantastisk. Kødet var smørmørt. Det skal bare have lidt længere tids simren. I forhold til variationerne i denne udgave, så er der lidt en del. Jeg tilføjede en enkelt gulerod og da jeg ikke havde løg – Ville normalt have brugt et par stykker til sådan en omgang, så tilføjede jeg et par fed hvidløg.

Her var der mad til 3,5 person. Vi har i hvert fald også til to dage her. I morgen tilføjer jeg lige en lille rødkålssalat også.

Det gode ved denne ret er at den ikke tager skade af, at man lige falder i søvn på sofaen. mmmm simremad.

Hvad skal du bruge?

  • 650g kalvekæber.
  • 800g kartofler.
  • 3 fed hvidløg
  • 1 dl æblecidereddike.
  • 1 (stor) gulerod
  • Smør og olie til bruning af kødet.
  • 1 liter hønsefond.
  • 8 tørrede laurbærblade.
  • 1 teskefuld gule sennepsfrø
  • 1 teskefuld fennikelfrø.
  • 12 hele og tørrede enebær
  • 12 hele peberkorn.
Da der en en lidt tyk og træls sene på kæberne, var det første jeg gjorde at fjerne den. Det er kun den store tykke, som er nødvendig at pudse af. Resten “går i sig selv” under braiseringen.
Skibberlabskovs med kalvekæber.
Kæberne blev skåret i lange striber af cirka 2 cm’s bredde.
Skibberlabskovs med kalvekæber.
Herefter blev det brunet i en varm stegegryde i en blanding af olie og smør. Rigeligt af det. Lad være med at “pille” for meget i det mens det brunes. Jo mere du vender rundt i det kolde kød, jo mere varme mister gryden. Så kan du risikere at i stedet for at brune kødet, starter det med at koge i stedet.
Da købet var brunet af tilsatte jeg hvidløgene og guleroden, som var blevet skivet. Herefter fik det en god gang æblecidereddike. Vær opmærksom på at det godt kan lugte lidt kraftigt.
Skibberlabskovs med kalvekæber.
Kog/reducer eddiken væk tilsæt så herefter hønseboullionen, peberkorn, laurbær, sennepskorn og fennikelfrø. Personligt gør kornene mig ikke noget, så jeg tilsætter dem hele. Du kan også vælge enten at knuse dem i en morter eller tilsætte dem i en krydderpose, så de kan fikses op efter.
Lad retten simre et sted mellem 1,5 og 2 timer. Plus minus en halv time gør ikke det store 🙂
Skibberlabskovs med kalvekæber.
Tilsæt kartoflerne og kog til de begynder at koge ud. – Ja, mine kartofler måtte så have hjælp til det.
Server med en rødbede, et stykke rugbrød og med en smørklat på toppen. Eventuelt også hakket persille. Det måtte vi dog undvære idag.
JEG SKAL SIGE MED DET SAMME. SMAGEN VAR STØRRE END RETTEN VAR FLOT 🙂
Skibberlabskovs med kalvekæber.
Nu er det snart jul, så jeg går og barsler med en del projekter, som skal gøre jeg klar til julen og alle de julefrokoster, som også kommer. Det første som rammer bloggen i forbindelse med dette, er en opskrift på et stykke af mit yndlingspålæg. Ja, lad nedenstående video være et hint.

 

Hold dig opdateret.

Her har du muligheden for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Nyhedsbrevet kommer to gange ugentlig med opdateringer på nye posts. Så skulle du have misset en enkelt post, minder den dig om det.

Du kan til hver en tid afmelde dig nyhedsbrevet.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.