Jeg var faktisk en smule i tvivl om jeg skulle smide noget på bloggen om denne oplevelse. For jeg skriver jo ikke anmeldelser – Men anbefalinger. Og hvordan kan man anbefale nogen noget, som de ikke kan komme til at prøve. Det er jo sådan lidt noget opstyltet noget. Men på den anden side, det er mit andet besøg på Amass indenfor 3 uger. Og jeg gider ikke besøge steder mere end en gang, hvis det ikke er godt. Og det er det.
Amass er jo ikke nogen ny restaurant, men det er det lidt for mig. Jeg har mange gange planlagt at skulle lægge turen forbi Refshaleøen, men så er der sket noget eller noget andet for den sags skyld og så er det bare ikke blevet til noget. Men som last-mover, må man virkeligt også bare arbejde hårdt på ikke at komme for tidligt. Men da det så endeligt blev tid til at jeg skulle derud, blev jeg noget så overrasket (og inspireret… og glad.. og… ) Jeg ville egentlig gerne skrive om en normal tur på Amass, for det er jo det som ligger lige til højrebenet, men jeg fik ikke taget noget på nogen måder delbart derude. Det var ellers med en af de mest spændende retter og en af de bedste dessert, som jeg har fået længe. Men så må jeg jo tage revanche snart igen. Det er virkeligt godt!
Hvad er Gelinaz så? Det er vel en art kokkesammenslutning. Ikke lige sådan en som vi dødelige kan melde os ind i, bare fordi man har stået i lære et par uger på Hobro Kro. Uden at fornærme nogen er det vel de mest ombejlede køkkenchefer rundt om i verden, som har det som en legeplads. En af aktiviteterne er så “the shuffle”, hvor køkkencheferne bytter køkkener for en enkelt aften. Og med et par dage op til, hvor de kan sætte sig ind i køkkenet, produkterne og lignende skal de så for en enkelt aften lave en middag, one night only. Det vil jo sådan set også sige, at du køber billet til noget, som du ingen anelse har om hvad er. Du møder op på restauranten og så først der finder du ud af hvem det er. Vi var faktisk klar til anden servering før kokken blev præsenteret. Amass (og dermed også os) havde fået æren af Riccardo Camanini fra den 1 stjernede Lido 84 fra Italien. Den ligger lige ved Garda Søen, men det var slet ikke slet. Faktisk skide rart.
Det var sådan sjov middag, hvor man kunne genkende elementer fra den normale menu, bare brugt på en helt anden måde. Fx kørte den sorte græskar i desserten her. Den var i en salt ret på den rigtige menu. Men det virkede sindssygt godt. Og det var jo det nordiske (sådan ish) køkken, som var set igennem en italieners øjne. Hvordan ville han gribe en sild an! Og det var Mortens aften – kom der and? Og hvad med alt det andet.
Det var faktisk ganske sjovt at gå ind til sådan en middag, hvor man ikke rigtigt kan have nogle forventninger og man så bare ender med at blive totalt overrasket – på den gode måde. Der er virkeligt nogle sindssyge kokke med. Og ja, jeg der er også et par enkelte, som jeg havde håbet det kunne være – som det så ikke var. Men jeg var nu også meget godt tilfreds med vores italiener.
Der kommer ikke så meget snak i forbindelse med billederne. Men savl lidt. Tag forbi Amass, som er virkeligt lækker mad til fornuftige penge. Hold øje med Gelinaz og vær hurtig.
Under: En lille ting at starte på. Selleritoppe, løvstikke, hasselnød, kombu tang og fennikelfrø. Ovenfor kan I se min nye tatovering. Sådan nogle blev der også givet, når man nu var tilstede denne specielle aften. Heldigvis gik den af i badet i morges.
Endeligt lod han sig afsløre.
I mellem den første lille ret og disse ristede grønkålsblade med ørredrog og rimmet æggeblomme var der en lille bouillon på sild. Ja, sild. Som var toppet med enkelte dråber af Karljohanolie. Jeg fik ikke et billede af den af nævneværdig kvalitet, da den mest lignede morgenurin i en kop med olieperler på. Tilgengæld smagte den meget bedre 🙂 Olien var let overstyrende, hvilket egentlig ikke gør noget. Jeg kan bedre lide smagen af karljohan end sild når det kommer til stykket. Og med grønkålsbladene blev det gjort klart, at man altså ville blive en smule beskidt. 
Torsk sprængt med en olie på brændt træ og en sauce på gurkemeje og olivenolie.
De lod os meget klart vide: “Skal I tisse eller ryge, så skal I gøre det nu, for de næste retter venter ikke på jer”. For der stod både risotto og pasta på menuen, så den kørte når den var klar. Risotto do not any questions.
Det var meget sjovt at sidde og observere køkkenet. Det var altså på ingen måde alle som måtte røre i en italieners risottogryde. Og altid med uret. Ellers ødelægger du den jo.
Der blev lagt an til de ventede retter – Men først en omgang (eller flere faktisk) af Amass’ nærmest mytiske fermenterede kartoffelbrød. Her dog med “fra Italien medbragt” 9 år gammel olivenolie. 
… Indsæt selv en snak om en rødvin. Noget med… Nej, det har jeg glemt. 
Men nu kom risottoen endeligt. Den var med sorte hvidløg og ribssaft. Hvor de har skaffet ribs og hvordan de har fået den farve ved jeg ikke. Men det var et godt afbræk med ribssaften til den lidt tunge risotto. Det gav balancen.
Og nu til et aftenens højdepunkter – Nok også for køkkenet – Man kunne i hvert fald spore en hvis interesse for den. Cacio e pepe. Måske den simpleste pastaret, som findes. Men det mest simple kan jo samtidig også være det mest fantastiske. Og det var det. Partytricket her, som jeg lige måtte bruge en håndfuld billeder på at dokumentere, var at koge den “en vessie” – I en svineblærer. Jeg er lidt i tvivl om hvad det helt præcist gjorde. Men den smagte guddommeligt. Det er jo bare pasta, pecorino og peber. Men hvilken omgang
Det hele kulminerede ved, at alle bordene blev kaldt op til køkkenet. Så blev ballonen præsenteret, den blev åbnet og min fik så fyldt sin tallerken.
Vi fik den måske underligste vin, som jeg har fået længe. jeg er faktisk en lille smule i tvivl om hvad der lige skete. Meget naturlig. 
Vi fik vild gås, som de også har på den normale menu. Her var den bare i selskab med leveren, blod og bladbeder. Ja, jeg synes også det sidste er lidt vildt, men det smagte fortræffeligt. Og perfekt lige at tilføje lidt ekstra på Mortensaften, selvom det ikke er noget jeg går synderligt op i.
En lille ganerenser i form af en skum på mandelmælk og gin. (Kan du så komme igang, Malou). Fin lille skefuld.
Og så desserten. En kombination af chokolade, som blev brændt ved bordet. Sort græskar – Altså græskar som har ligget mange dage ved høj varme og faktisk på dem måde karameliseret. Det smager lidt henaf de sorte hvidløg, men så alligevel ikke. Måske bare uden løgsmagen.
VM i rock’n’roll petit fours. Chokoladetrøffel med enebær (den med de sjove grene i), Turron (fransk nougat) med blandede sager, karamel på peanutbutter og så på bordet kom også ristede kastanjer med oregano. Vi fik en kop kaffe til og slog mave. 
for 7. og sidste gang. Fantastisk middag. 
