Beef ribs med kaffe – perfekte til grillen

Det her er altså greasy for alle pengene. Og er der noget mere perfekt til sådan en søndag aften. Og nu hvor vi er kommet ind i sommertiden, er det også endnu nemmere at nå at tage billederne i naturligt lys, for man skal spise. Faktisk så var der næsten for meget lys. Vi bor jo på 6. sal med intet til at blokkere for lyset, så når aftensolen står lige ind på vinduerne, så er det både som at sidde i en sauna og kigge ind i en svejseflamme. Ja, vi har det rigtigt hårdt.

Men faktisk er det lidt trist, at når man bor på 6. sal (i hvert fald her) så kan man ikke have andet end gasgrill. Jeg drømmer om at have sådan en kulfyret pizzaovn og hvad jeg ellers kunne slæbe med hjem af ting, som man kan sætte ind ild indeni. Men nu er det en gang de muligheder vi har, så vi overlever. Dog er vores grill ved at være 3 år gammel. Jeg købte den lige da jeg var blevet selvstændig, fordi min første opgave krævede en grill. Og når man har været selvstændig i cirka 3 dage og allerede har investeret både arvesølvet og alle feriepenge i et nyt kamera og en ny computer, så var der ikke meget tilbage at købe grill for. Jeg købte i høj grad med pengepungen og når man siger at pris og kvalitet hænger sammen, så passer det i høj grad her. Så ja, det var noget værre skidt, som jeg fik købt og det er faktisk kun blevet værre med årene. Så i år skal jeg også have en ny grill. Jeg overvejer meget kraftigt om det ikke skal være en Weber (spirit eller generis), men jeg har også luret på Broil king. Hvis du har erfaringer, må du meget gerne dele ud af dem. Jeg vil helst ikke ud og købe noget, som skal skiftes foreløbigt. Udfordringen med min nuværende er også, at den ikke bliver meget varmere end 170 grader på en god dag. Altså jeg tror at jeg har tændstikker, som griller bedre. Derfor har jeg også taget mine forholdsregler med de her ribs og forkogt dem. Så skal de bare sluttes af på grillen. Da den heller ikke ligefrem bliver så varm at den brænder noget på som udvikler røg, så har jeg tilføjet lidt liquid smoke. Det er lidt snyd og bedrag. Meget lidt. Men det virker altså.

Jeg kan virkeligt ikke forstå hvorfor, men tværrebet som jeg har brugt til de her ribs er noget af det aller billigste kød, som man kan fremskaffe. Jeg har købt dem på frost i Inco, men du kan sagtens bare gå til din slagter og få ham til at lave nogle til dig. Og de her, selvom de var i den økologiske version, kostede ikke mere end 65kr kiloet inkl moms. Og jeg vil tro at de ikke er meget dyrere ved din slagter. I hvert fald er det noget billigere end mørbrad, som ikke smager af halvt så meget. Sådan er det jo, det med mest smag er som regel også billigst, men kræver så til gengæld lidt mere forberedelse. Du kan alternativt skære tværrebet ud i mindre stykker. Så er det også nemmere at håndtere og bliver noget mere greasy.

Nu har jeg jo købt mig sådan et sousvide apperat, så det skulle selvfølgeligt prøves af. Og det virker helt perfekt. Specielt hvis man tænker på hvilket jammerligt resultat, som jeg ville ende op med med min nuværende grill. Men hvis du ikke er sousvide typen, så kan du også braisere benene 3 timer i ovnen ved 140 grader. Når de braiseres kræver det lidt ekstra væske, så suppler op med en halv liter stout og noget vand. Du behøver ikke bruge fond, for der er mere end rigeligt smag i de her ben. Det nemmeste er at brune dem af i en bradepande, komme ingredienserne ved og lægge staniol over. Tjek lige en gang imellem at ikke er stegt tørre.

Jeg brugte en købt barbecuesauce, da jeg havde noget af den fra en opgave, men du kan også sagtens begive dig ud i at lave din egen. Nogle gange accepterer jeg bare denne slags snyd. Den her var Sweet baby Rays barbecuesauce. Jeg synes den har en god balance mellem krydderiet og det søde. Der skal ikke mangle nogle af delene. Men jeg har også et par gode barbecuesauce opskrifter på lager, så de kommer også snart herind. Det er jo snart grillsæson, så du skal selvfølgeligt klædes på til fingerspidserne. Måske kommer der også noget om valget af grill, når vi når så langt. Nu skal den jo lige købes først.

Som tilbehør til ribsne fik en gang kartoffelbåde, som faktisk blevet lavet i ovnen og hvad mere overraskende var, blev både sprøde og smagte godt. Jeg havde lidt rosmarinolie, som de fik før de kom i ovnen og det gør altså en verden til forskel. Derudover også en slaw. Det var sådan lidt fra hoften. 2 rødløg, 0,5 spidskål, 5 gulerødder og 10 radisser. Igennem foodprocesseren på fin. Rør en dressing af 2 spsk sennep, 3 spsk creme fraiche, 3 spsk mayonnaise. Smag til med purløg, salt, sukker og peber. Rør det hele godt sammen.

Kødet svinder noget under tilberedningen og derudover er der jo store ben i, så du skal nok beregne 4-500 gram kød i rå tilstand pr. person. Faktisk kan du lige så godt lave meget mere, når du alligevel er i gang. For de forkogte ben kan sagtens fryses og så er du klar, hvis lysten skulle melde sig. Og hvis du kører sousvide metoden, så kan de tilberedte ben godt holde sig måske 10 dage eller mere på køl. Så er du endnu hurtigere klar, når de ikke en gang skal tø op. Men pas på, det kan godt friste.

Beef ribs med kaffe - perfekte til grillen

Thomas
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 1 day 30 minutter
Samlet tid 1 day 45 minutter

Ingredienser
  

  • 1,2 kg tværreb
  • 1,5 +2dl barbecuasauce brug din favorit
  • 1,5 dl espresso
  • 2 spsk liquid smoke
  • 1 løg
  • 10 fed hvidløg
  • 1 spsk sellerisalt
  • 25 g andefedt - kan erstattes af smør.
  • 15 kviste timian

Sådan gør du
 

  • Vakuumpak tværrebet med 1,5dl barbecuesauce, liquid smoke, espresso, løg, hvidløg, timian, sellerisalt og andefedt.
  • Sørg for at dobbeltforsegl den.
  • Kør pakken i vandbadet på 68,5 grader i 24 timer.
  • Tag kødet ud af pakken og placer på et bradepande (eller andet som kan klare varmen). Rub den godt ind i den resterende barbecuesauce. (Alternativt kan du sigte den som er i posen og koge den ind og komme over i stedet).
  • Kør nu kødet på grillen i cirka 20-25 minutter. Barbecuesaucen skal begynde at "smelte" lidt ned i kødet. Dette kan også gøres i ovnen ved 225 grader i samme tid.
  • Skær kødet ud og drys med godt med salt.

Join the Conversation

  1. Nøj det ser godt ud. Har selv gået i et stykke tid og tørstet efter nogle gode ribs. Har haft kigget lidt på mr.beef.dk og hans ribs ser også lækre ud. Det er netop sous vide tilberedningen jeg vil have og når man endnu ikke har sådan en, så må man jo købe sig til det 🙂 Lidt peberet i pris dog, men sådan noget koster jo.

    Lyder skønt med det andefedt.

    Hvilken sous vide har du?

    1. Hej Rasmus,

      Jeg må indrømme, at jeg er blevet en smule afhængig af min sousvide. Jeg bruger den både til ting, som tager rigtigt lang tid, men også til grøntsager og som et middel til stoppe madspild. Reelt set kan man købe “dato” kød og så eventuelt sprænge og sous vide, så får man lige dele nemt mad, som også kan holde længere.

      Men jeg har købt en Anova. Jeg startede faktisk med en anden model, som var lige dele ringe og upraktisk i forhold til størrelsen. Anovaen er praktisk og ligger klar i en af køkkenskufferne. De er ret tit på tilbud. Og du skal ikke være bange for at de shippes fra udlandet. Jeg bestilte min tirsdag og fik den leveret torsdag.

      Thomas

      1. Den har jeg også selv overvejet kraftigt. Det kan være det er dig der får mig overbevist det sidste stykke 🙂

Skriv et svar til Rasmus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Close
Your custom text © Copyright 2024. All rights reserved.
Close